Du må ikke lyve, er noget af det første og vigtigste, vi som små lærer i opdragelsen: ”Jeg kan se på dig når du lyver” siger mor truende. Umiddelbart ved vi godt, at sandhed er det rigtige og løgn det grimme, forkerte og forhadte. Men virkeligheden er faktisk mere kompliceret. Hvem har ikke fyret en hvid løgn af for ikke at ødelægge den gode stemning? Hvem har ikke omhyggeligt undladt at sige noget for ikke at såre eller gøre nogen ked af det? I den amerikanske digter og novellist Raymond Carvers novelle ”Løgnen” fra novellesamlingen Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed fra 1985 (oprindelig 1971), er det imidlertid en væsentlig løgn eller fortielse, der skiller to midaldrende ægtefolk.
I Raymond Carvers novelle fra 1971 får vi ingen præsentation af personerne, men kan indirekte placere teksten som en samtidig beskrivelse af et formentlig midaldrende ægtepars diskrete opgør. Vi befinder os i et middelklassemiljø, måske et mere veluddannet socialt lag, men teksten røber hverken alder eller erhverv.
Novellen fortælles af en jegfortæller på et nutidsplan, hvor han tænker tilbage på en bestemt dag i sit liv, og således giver sin beretning om den betydningsfulde dag, hvor hans kone løj for ham. Vi kan se, at det er et nutidsplan på grund af de to replikker, som fortælles i nutid: ”Jeg egner mig ikke som inkvisitor” (s.1, l.3) og ”Jeg elsker hende” (s.1, l.21) Denne beretning er formet som en scenisk fremstilling med mange replikker og næsten ingen beskrivelser. Det er altså ligesom en teaterscene, hvor man er lukket fast i tid og rum, og hvor man hovedsageligt skal tolke personernes reaktioner og replikker for at få en ide om, hvorledes personen er som individ og i forhold til andre personer. Samtidig er jegfortælleren her neutralt registrerende; han fortolker f.eks. ikke på konens tanker, men fortæller kun de ydre detaljer. Det er med til at give læseren et indtryk af pålidelighed.
Det er gratis at oprette en konto