Den amerikanske forfatter, Raymond Carver, har sammen med visse andre forfattere formodet at skabe fundamentale ændringer i litteraturen ved brug af den såkaldte minimalistiske skrivestil. Det er især med vægt på temaer såsom det moderne menneske, fortvivlelse og det at stå i et dilemma, hvor man som det forvirrede individ skal vælge mellem to udlægninger af en historie. Det føles aldrig helt bekvemt. Dette gælder især, hvis man har en kynisk hustru stående på den ene side, der i form af sin seksuelle drift kan kontrollere situationen til sin egen fordel.
”Løgnen” er et uddrag fra novellesamlingen ”Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed”, og er skrevet af den engelske forfatter, Raymond Carver, i 1971. Novellen omhandler et ægtepar, der står midt i en diskussion om, hvorvidt hustruen har løjet over for manden, idet en af deres tætte veninder har fortalt ham, at hans hustru har gjort noget, som hun reelt set ikke måtte. Dette benægter hustruen ved bl.a. at sige ”Du tror på mig ikke? Du tror da ikke på det der? ” (s.1, l.4) og ”Jeg har sagt sandheden. Jeg ville ikke lyve om sådan noget” (s.1, l.19), om end vi som læser ikke får kendskab til, hvad dette ”noget” kan være. Da manden står og kigger ud af vinduet, er der noget der tyder på, at der kan være tale om et mord, idet manden midt under diskussionen pludselig kommer i tanke om Blow-Up, som er en engelsk-italiensk film fra 1966, der omhandler en mandlig fotograf, der tilfældigt inddrages i et mord. Noget tyder dog også på, at der kan være tale om utroskab, idet sætningen ”… følte mig lidt til grin og lidt udstillet på trods af omstændighederne” (s.1, l.7) kunne indikere, at manden føler sig udstillet netop på grund af dette. Man er dog som læser aldrig helt sikker på, hvad dette ”noget” dækker over. Under diskussionen overvejer manden dog, om han ikke bare skal stole på sin hustru, men overraskende nok indrømmer konen med ét og samme, at hun har løjet, og at deres fælles veninde fortæller sandheden. Efterfølgende indrømmer hun, at hun skammede sig og af den grund ikke kunne fortælle ham sandheden. Der går dog ikke ret længe før hun igen forsikrer ham om, at hun ikke løj. Dette sker, da hun skifter emne, og spørger ind til hans dag, alt imens hun træder ”… ud af sit skørt” (s.2, l.62) og ”… havde taget undertøjet af… ” (s.2, l.77). Da hun kalder på ham, snurrer det i hans fingre og blodet begynder at løbe stærkere. Herved forsikrer hun ham om, at den ”slemme dame” løj ved at spørge ”Hvordan kan du tro på sådan noget? Jeg er skuffet over dig” (s.3, l.91).
Det er gratis at oprette en konto