’Muldskud’ er en novelle, skrevet af Henrik Pontoppidan, som er fra novellesamlingen ’Krøniker’, skrevet i 1890, under det moderne gennembrud. Henrik Pontoppidan er en af det moderne gennembruds mest omtalte forfattere. Novellen handler om et ægtepar, som lever i lykke og velstand i en stor villa, med en smuk have. Ægteparret ønsker at leve afskærmet og uforstyrret af omverdenen. De har til hensigt at skabe og leve i deres eget paradis på jord, til den dag de sammen drager til ’evighedens porte’, og i den tid har de ingen planer om at komme i kontakt med omverdenen. Ægteparret skærmer sig ved at lade havens planter dække for udsynet mod landsbyen. Det ændrer sig dog da en vagabond hænger sig i et træ i deres smukke have, hvilket ikke mindst ændre parrets hverdag, men også syn på den verden de lever i.
Første del af novellen er skrevet i nutid, derefter gøres der et skift til datid, dette viser at resten er novellen er et flashback.
Som set i mange af Pontoppidans værker er han mægtigt beskrivende, dels overfor mennesker og ikke mindst natur. Pontoppidan beskriver flittigt villaen, samt gør sig umage med at få den til at lyde så pragtfuld som muligt. ’Muldskud’ starter således: ”Der ligger i en smilende Egn mellem Skov og Sø en øde, bestandig ubeboet Villa”(s. 1, l. 1) Han bruger ord som ’smilende eng’ til at beskrive villaens landskab, og supplerer med ’mellem skov og sø’, for at udvide vores billede af villaens beliggenhed. Han beskriver villaen som: ”halvt et Slot, bygget af smukke røde Sten”(s.1, l. 1-2) Hvilket giver læseren en sans for villaens pragtfulde udseende og mægtighed. Det kunne menes at Pontoppidan bruger disse ord som overdrivelser for at ytre hvor nydelig en natur denne villa er omgivet af, samt hvor smuk villaen er. Ved at styrke hans overdrivelse gør brug af mange adjektiver bl.a. beskriver han villaen som et ’lille jordisk eden’, altså en mindre gengivelse af paradisets have. ”Paa Pladsen havde der forhen staaet en beskeden Hytte, fra hvis Tid de gamle Træer i Parken skrev sig; og Jordsmonnet1 havde været fuldt af store Sten, der skulde brydes, og Tuer, der skulde jævnes”(s.1, l. 9-11) Før villaen stod rankt på pladsen var det hele anderledes. Pontoppidans tone indenfor fremstillingen af området skifter. Den nu æteriske beskrevne natur var dengang fyldt med tuer og sten. Stenene skulle brydes og tuerne skulle jævnes før at resultatet overhovedet kunne blive tæt på hvordan den er i starten af novellen. Pontoppidans skift af tone kan give læseren en mere mut følelse, billedet af en sky blå himmel, rosen duft og en flot villa er væk, nu erstattet af ujævnt, belastet terræn. Ved brug af adjektivet ’beskeden’ kan det antages at det er til for at understrege hvor sølle beliggenheden var før den blev ’gavnet’ med villaen. De lange sætninger, den omhyggelige fremstilling af naturen, villaen og området generelt, samt bruget af adjektiver er med til at give læseren et nærmest perfekt billede af hvordan Pontoppidan har set det og vil have os til at se det.
Det er gratis at oprette en konto