Formålet med denne rapport er forstå teorien bag 1-punkts og 3-punksttest. Derved skal konditallet bestemmes ved disse metoder og derefter sammenligne og vurdere de fundne resultater ved de to metoder.
Der skal også laves en kritisk vurdering af forudsætninger og fejlkilder ved de to indirekte konditests.
Teori/fremgangsmåde:
Ved de to testmetoder skal man bruge pulsværdier ved en speciel belastning. Ved 1-punktstesten køres ved en belastning som afhænger af personens vægt, alder og køn (aflæses i vejledning). Ved denne belastning måles pulsen og de to værdier indtegnes på et millimeterpapir, med pulsen op af y-aksen og belastningen udad x-aksen. Baseret på videnskabelige tests og erfaringer antages det, at pulsen vokser retliniet med arbejdsintensiteten, vi kan da ved at tegne en streg gennem det indtegnede punkt, få en ret linje som føres op til den maksimale puls. Normalt antages denne at være 200, men kan også beregnes ved at sige 220 minus alder.
I det punkt hvor den rette linje rammer den maksimale puls, aflæses den maksimale belastning på x-aksen.
Vi kan nu beregne den maksimale iltoptagelse ved at indsætte den maksimale belastning i følgende skema.
Det antages at hvilestofskiftet er ca. 400 kpm/min. (6 kpm = 1 watt) og nyttevirkningen (energi brugt til mekanisk arbejde) er ca. 20%, da fås den maksimale energifrigørelse pr. min. til:
Det er gratis at oprette en konto