At sammenligne og vurdere de fundne resultater ved de 2 metoder.
At lave en kritisk vurdering af forudsætninger og fejlkilder ved de 2 indirekte konditests.
Materialer:
Ergometercykel
Metronom
Stopur
vægt
Fremgangsmåde:
Se teori.
Teori:
- gør kort rede for teorien bag ét- og 3-punktstest.
Konditionen kan måles både direkte og indirekte. Ét- og 3-punktstest er en indirekte testform, som består i at måle den submaksimale puls under arbejde. Konditesten er baseret på erfaringen om ,at pulsen vokser retliniet med arbejdsintensiteten. Ud fra denne forudsætning er det da muligt at finde frem det ønskede, nemlig konditallet, som er et udtryk for: maksimal iltoptagelse pr. min. pr. kg legemsvægt.
Princippet i ét- og 3- punktstest er det samme, den eneste forskel er at man i ét- punktstest kun bruger én måling af puls og arbejdsintensitet, og udfra dette afgør konditallet. Hvorimod man i 3- punktstest bruger hele 3 punkter. Dermed bliver 3- punktstesten også mere præcis.
Eks. På beregning af kondital: (taleksempler fra min egen konditest)
Min første puls er målt til at være 126 slag/min. ved en submaksimal arbejdsintensitet på 600 kpm/min.. Udfra disse tal findes den maksimale arbejdsintensitet ved aerob arbejde. Hvilepulsen antages at være 60 slag/min., mens maksimal pulsen antages at være 200 slag/min.. Eksemplet er indtegnet på millimeterpapir, med arbejdsintensiteten ud af x-aksen, pulsen ud af y-aksen og med (0,60) som begyndelsespunkt. En ret linie trækkes gennem punkterne A (0,60) og B (600,126). Linien skærer på et tidspunkt linien for den maksimale puls (punkt C ). I denne skæring aflæses x- koordinaten, som i dette tilfælde er 1280 kpm. Denne x- værdi er den maksimale aerobe arbejdsintensitet.
Det er gratis at oprette en konto