Demokrati og menneskerettigheder

Den første artikel skildrer, hvordan den økonomiske krise udfordrer menneskerettighederne i verdenserklæringen fra 1948. Hovedsynspunktet og dermed bekymringen i artiklen er, at man grundet den økonomiske krise bliver nødsaget til at foretage budgetnedskæringer. Der er risiko for, at nedskæringerne vil ramme uddannelses-, sundhedspleje- eller socialhjælpsprogrammer. Når nedskæringer som disse sker i en krisetid, vil befolkningen nærmest naturligt forlange sig en syndebuk. ”Syndebukkekulturen” ville falde på minoriteterne i samfundet, som ifølge artiklen udgør indvandrere, flygtninge og asylansøgere. Det er en menneskerettighed, at ethvert menneske har retten til at have frihed fra nød, retten til social sikring og retten til beskyttelse. Så bliver disse grupper til syndebukke, vil det resultere i, at minoritetsgrupperne bliver frataget deres menneskerettigheder. Skribentens konklusion omfatter, at det enkelte individs værdighed skal bevares. Dette skal realiseres igennem et retsgrundlag, der skal sikre, at alle mennesker, uanset personers baggrund, herkomst eller køn, kan udnytte og udøve deres fulde potentiale i samfundet.

I den anden artikel begynder skribenten med at fastlægge sin kritik overfor udlændingepolitikken og Danmarks medlemskab af EU. Skribenten mener, at begge disse emner ligger under styrring af menneskerettighederne. Der bliver taget udgangspunkt i attentatplanerne mod Kurt Westergaard, hvor skribenten mener, at attentatmanden burde udvises fra Danmark, men dette vanskeliggøres pga. menneskerettighederne. Ifølge menneskerettighederne er alle mennesker lige, og skribenten anser dette for at fratage de danske myndigheder retten til at beskytte de danske borgere.