Essay om mobning

Mobning: Mobning er et kæmpe problem, det ved vi alle sammen. Når flere børn derhjemme bliver vækket af deres forældrene, er det ikke alle, som vågner og tænker, at det går hen og bliver en fantastisk dag. Nogle børn vågner, måske og tænker, at det bliver en god dag, mens andre tænker, at det bliver svært at overleve endnu en dag i skolen. Det kan få en til at tænke på, hvordan det kan være at være et mobbeoffer, hver eneste dag. Man kan ikke sove om natten, og man ville ikke i skole. Man ved, hvad der kommer til at ske løbet af dagen. Ligeså snart man træder ind i klasseværelset, kommer alle de rullende blinkende kommentarer og hadet fra de andre. Man ender op med at sidde alene i klassen i frikvartererne med tankerne om, hvor længe du kommer til at holde dette ud. Man begynder at tænke på at tage sit eget liv. Dine klassekammerater eller dine fjender sidder i timer og hvisker til hinanden, at du lugter, eller at du måske er alt for tyk. Er jeg nu det? Det har man måske ikke tænkt på før, eller måske har du. Det gør ondt hver eneste gang, man får en træls bemærkning fra de andre, at du begynder at gøre dig selv fortræd. Nu begynder du at tænke, at det er din krops skyld, at du bliver mobbet og derfor skal den straffes. Den bliver hurtigt din værste fjende i stedet for dine klassekammerater. Efter skole sidder du altid på sit værelse og ryster over hele kroppen bare ved tanken om, at der er endnu en dag i den hæslige skole i morgen. Men det er ikke slut nu. Mobning begynder at komme via din telefon eller computer. Dine klassekammerater sender dig grimme beskeder til dig, de poster en video af dig, som bliver drillet i skolen. Det bedste kunne være at sige til dine forældre både for at hjælpe dig selv og dine forældre. Men det kan være svært, fordi du ved ikke, om det kan have konsekvenser, at du fortæller det til dine forældre. Du kan være bange for, at dine klassekammerater bare ville mobbe dig endnu mere. Pludselig ser du, at der popper noget op fra en af dine klassekammerater på din telefon. Du er bange for, hvad det er, din klassekammerat har sendt dig. Du ser, at det er en video, og her går det op for dig, at det er om dig. Du har egentlig ikke lyst til at se, men kan ikke helt alligevel lavede være. Det var en video om dig, som bliver smidt mad på fra skolekantinen. Du slukker din telefon og begynder at græde på kanten af din seng. Da dine forældre kommer hjem og spørger, om det har været en god dag. Siger du til dine forældre, at det har været en fantastisk dag. Men i virkeligheden har det egentlig været en skod dag. Ingen af dine klassekammerater kan forstå dig, og hvordan du har det. Ingen kan forestille sig, hvordan det er at være udelukket fuldkommen fra fællesskabet i klassen. At man bliver hvisket, og fniset af, hvorefter dine klassekammerater begynder at le, uden du egentlig ved, hvad det er, der foregår. Man går rundt derhjemme, og ikke ved, hvad man skal gøre af sig selv. Kan det virkelig passe alt det, dine klassekammerater siger, ‘Kan det virkelig passe? Er du den grimme person? Er du den tykke, som ingen venner har? Du føler ikke, at der en udvej. Du tænker på, hvordan det ville være bare at kunne flyve langt væk fra dine klassekammerater. Det er vildt, at det overhovedet kan ske nogle børn, starter med at mobbe, andre børn. Mange undersøgelser kan vise, hvor, hvordan og hvem der bliver mobbet. Det kan også virkelig få ens tanker til at tænke. Men kan det virkelig passe? Selvom man har så meget fokus på, at børn skal have det godt, men alligevel bliver der ikke hjulpet børn, som har disse seriøse problemer. Skal ens fremtid virkelig afhænge af den skole, som man bliver mobbet på. De børn, som ikke har det så nemt eller bare skiller sig lidt ud fra alle de andre. Skal deres fremtid virkelig afhænge af den skole.