Når man hører om en dødelig verdensomspændende pandemi, som lukker samtlige landegrænser, kunne man momentant, ligesom mig, forestille sig at verden ville forvandle sig til et post-apokalyptisk ødeland, men i realiteten resulterede det i noget så dumt, som en masse røvhuller der hamstrer toiletpapir. I denne tid hvor ideen om at tid er en social konstruktion virker mere sand end nogensinde og det eneste man har på hænderne, er tid og håndsprit, søger vi kollektivt imod pandemi og katastrofefilm, film som ”Outbreak” (1995) og ”Contagion” (2011), sågar også den danske serie ”The Rain” (2018) er eksploderet i søgninger på streamingsider som Netflix, men hvorfor? Hvad kan disse film tilbyde os i denne mærkværdige tid?
Film og serier om epidemier/pandemier portrætterer ofte en usandsynlig og ekstrem version af sygdomme og viser os den katastrofe vi ”kunne” have været en del af.
På det ovenstående billede kan man se moren og lastbilchaufføren dø en smertefuld død i den giftige regn. Dette er meget værre end de symptomer man ellers vi få af den famøse ”covid-19”, selvom det selvfølgelig er mere potent for andre, kan man vist ikke argumentere for det er værre end at dø af giftig regn i en skov foran sine børn. Det er spændende at se og samtidig leve sig ind i. Jeg kan aldrig lade være at overveje hvad jeg ville gøre i de givne situationer protagonisterne bliver sat i, samtidig overbevist om at mine handlinger ville være de rigtige, selvom jeg nok ville dø inden for en dag. Der er også et element af kontrol over det. Det sætter situationen i perspektiv og giver publikum en følelse kontrol i en tid hvor mange ting virker ukontrollerbare. Det får vores situation til at fremstå meget mere overskueligt, og igennem fiktions koder krav bliver vi husket på igennem ”good guys” og ”bad guys” at moral og sociale strukturer stadig står og holder samfundet kørende. Vi husker på dette ved at sidestille os med de gode og følge de restriktioner og anbefalinger vi får fra vores hengivne stater.
Det er gratis at oprette en konto