De 3 velfærdsmodeller og deres ideologiske udgangspunkt
Den residuale velfærdsmodel
I den residuale velfærdsmodel er det markedet som har størst betydning for velstanden. Der bliver taget udgangspunkt i det liberalistiske menneske- og samfundssyn: Mennesket er et fornuftsvæsen, der kan styre sine ønsker og behov.
Hver enkelte person har selv ansvaret for at bruge sin selvstændighed til at skabe sin egen velfærd, altså at være ’’sin egen lykkes smed’’. Det vil sige at, hvis man er hårdtarbejdende og pligtopfyldende, skal man ikke beskattes for det man har opnået. Staten skal ikke bestemme priser på varer, det skal markedskræfterne bestemme.
Staten skal være en såkaldt minimalstat, som er at den næsten ikke er til at se i samfundet, kun til det vigtigste, som at sørge for at landet opretholder lov og orden.
Som man kan se har velfærdstrekanten for den residuale model kun en meget lille del til staten. Det skylles at man så hvidt muligt skal kunne klare sig selv. Hver person skal kunne forsørge dem selv betale for de serviceydelser, de har brug for. Hvis man på grund af sygdom eller handicap ikke kan arbejde, har man i begrænset omfang ret til offentlig hjælp.
Alle borgere har præcis de samme muligheder for at blive lige hvad de vil. Der vil altid være nogen som er ’’bedre’’ end de andre, hvilket gør at der selvfølgelig vil komme uligheder i samfundet. Det er klart at hvis man har brugt lang tid på at uddanne sig som noget mere krævende og er efterspurgt, vil man kunne få en langt højere indkomst, som gør at andre vil få en mindre.
Det er gratis at oprette en konto