Velfærdsmodeller og den danske velfærdsstats fremtid

Der er tre velfærdsmodeller. Den universelle-, residuale- og den korporative model.

I den universelle velfærdsmodel skal der være mest mulig velfærd til alle. Samtidig har staten en stor betydning i forhold til sikre borgernes velfærd.

Den universelle velfærdsmodel udspringer fra den socialistiske tankegang, hvor ulighed anses som et resultat af den kapitalistiske markedsøkonomi hvor de velstillede og ressourcestærke får fordelene på bekostning af almindelige arbejdere og de svageste der ikke kan leve op til kravene på arbejdsmarkedet. Ulighed er derfor uretfærdig og skaber utryghed og mangel på sammenhængskraft i samfundet. Personer med lavest indkomst og ustabil tilknytning til arbejdet har flest fordele i den universelle model hvor der er en stor social omfordeling.

Den residuale velfærdsmodel handler meget om at borgerne selv kan sammensætte deres velfærdsordninger, så det bedst passer hver enkelt borgers behov. Den residuale velfærdsmodel udspringer fra den liberalistiske tankegang, hvor man som udgangspunkt ikke anser ulighed som et problem, men mere som en naturlig og nødvendig tilstand der vil få mennesker til at yde deres bedste og skabe dynamik i samfundet f.eks. ved at skabe et stærkt incitament til at arbejde. De personer der tjener mest pga. lav skat har flest fordele i den residuale model hvor der er en lille social omfordeling.