Sorg og livsperspektiv efter mors død

Der kommer en dag. Der er så mange dage. Faktisk er der så mange dage, at man næsten drukner i dem. Hver dag ligner næsten sig selv, hvis man spørger mig. Samme grå himmel, samme morgenånde der præger hvert enkelt menneske, samme gamle bus med de rynkede og støvede stensæder, og samme play-liste i ørene fra mine hovedtelefoner. Og her sidder jeg, i den ikoniske gule bus. Lille bitte mig, i den store verden. Mine tanker ræser afsted i et kapløb med, at træerne suser forbi ude foran den duggede rude. Jeg tænker ofte når jeg sidder i bussen. Det er et så dejligt sted at tænke, med den beroligende rytme fra bussens motor. Jeg tænker mange forskellige tanker, og jeg kører ligesom et emne hver dag. Den ene dag er det store: ”Stress over skole” dag, og den anden reflektere jeg over verdens synder. Men lige i dag, er det mor-tid. Jeg tænker på min mor. Min søde, dejlige mor. Hun hedder Lisbeth. Eller rettere, så hed hun Lisbeth. Hun døde da jeg var 9 år gammel, af kræft. Jeg tænker på de fantastiske stunder, som vi har haft sammen, og alle de stunder vi burde have haft sammen. Alle de gange, hvor vi gik lange ture langs den salte havkant. Vi kunne mærke vestenvinden skærer i ørene, sandet i håret og den salte havsmag i munden. Eller bare de gange, hvor man sad og snakkede. Vi ævlede om mange ting, mig og min mor. Vi ævlede om tøj, livet, fodbold og ellers de ting som man nu prabler løs om. Min far og bror kaldte os, meget passende, for prablehøns. Til sidst snakkede vi meget. Rigtig meget. Vi talte om hvor godt vi havde haft det, og hvor godt vi nok ville få det, når hun engang forlod os, til fordel for Guds rige. Men allerede der, da hun stadig var her, vidste jeg hun løj. Måske vidste hun det ikke selv, men det vidste jeg. Det var tydeligt, at der var en tåre i hendes øjenkrog, som kæmpede for ikke at lade sig falde ned langs hendes bløde og varme kind. Hun nægtede. Hun nægtede at vise os, at hun også selv var bange - bange for at dø. For det var hun. Hendes gråd om natten hjemsøgte mig dengang hver eneste dag, og dens skingre klang af angst og magtesløshed, piber stadig for mit øre. Den sidder der, selv når jeg ikke vil have den. Jeg prøver at få den til at forsvinde. Jeg dyrker sport for at få tankerne til at få frit løb, men de sniger sig ind på mig, som en ræv på jagt efter en lille kanin.