jolen kradser nådesløst imod min krop. Kraven sidder for stramt om halsen. De lange ærmer sniger sig ned til mine svedige hænder, der krampeagtigt strikker det blågrå garn. Middagens sol skinner gennem vinduet og fylder rummet med en utålelig hede. For at forværre situationen bliver jeg gjort opmærksom på den vedvarende stirren, der borer sig skarpt ind i min hud. Hver gang jeg med bøjet hoved ser ud af øjenkrogen, møder mit blik et par blodskudte øjne, der nøje iagttager hver enkel bevægelse. De udstråler en hunger. Jeg ved aldeles godt, hvem hungeren er rettet imod. Tanken om det gør mig forbitret. Jeg er blevet intet andet end udstillet, købt og solgt af mine egne familiemedlemmer. Det er ingen overraskelse, for jeg ved i forvejen, at det er blevet min tur. Min tur til at gå igennem præcis det, mine to søstre også har måttet tolerere.
Henriette kunne male de mest fortryllende malerier, og Ida hvis logik var så fascinerende, at selve synet af hende sidde og digte var beundringsværdigt. De blev begge sat ved det lille bord i stuen for at vise deres talenter som underholdning. Dengang havde jeg misundt dem. Jeg troede, at det var yndigt. At det var kvindeligt. I løbet af et år så jeg hver af dem få en ring om fingeren og taget hen til det sted, som min mor påstod, var bedre end det, jeg nogensinde kunne forestille mig. ”Det er som et paradis. Et slot hvori en prins og en prinsesse bor. Det er fyldt med lykkelighed og kærlighed.”
Det er gratis at oprette en konto