Litteraturens betydning for dannelse og integration

Litteraturen er altid blevet anset som en essentiel fordybelsesmetode for det dannede individ. Især i den tid hvor ikke alle havde mulighed for at fordybe sig i litteraturen, var den en perfekt måde at adskille aristokratiet og det bedre borgerskab fra den ulærde almene borger. Sidenhen er læsekundskaben blevet en helt normal færdighed for de fleste danskere, men drager vi egentlig nytte af den, og vores nærmest ubegrænsede tilgang til litteratur i alle former og størrelse?

Og hvordan kan det være at litteraturen kan bortføre os ind i en anden verden, og vække vores følelser til livs imens?

Vi har fået til opgave at skrive en debatterende artikel med udgangspunkt i tre værker: Artiklen ”Alen Causevic: Strunge, Kerouac, Hemingway og Knausgård integrerede mig i Danmark” af Alen Causevic, ’’hvad litteraturen kan’’ en video af Peter Simonsen på vegne af Syddansk Universitet og til sidst ’’17 bøger i 2017’’ af Josefine May, som er en Youtube video. Vores egne holdninger og synspunkter vil blive inkluderet i den debatterende del af vores artikel, hvor de vil blive holdt op imod modstridende synspunkter fra andre debattører.

Litteratur som dannelse

I det første værk, artiklen, forklarer Alen Causevic, en bosnisk flygtning, om hvordan litteraturen åbnede op for en verden, han aldrig tidligere havde haft anelse om eksisterede. En verden hvor, alt han tidligere aldrig havde kunnet diskutere på grund af hans restriktive bosniske opvækst, var op til debat. Emnerne han nævner som eksempler er sex, gud, politik og køn. Noget man som dansker ikke er fremmet fra at udforske og diskutere. Men som for ham forekom fuldstændig fremmet. På den måde argumenterer han for at den på mange måder har været altafgørende for at han kunne blive ordenligt integreret i det danske samfund. Han beskriver det på mange måder som et heldigt tilfælde at en lærerinde i hans 10. klasse lånte ham den bog der skulle vise sig at være første skridt på en lang litterær opdagelsesrejse. Hans kritikpunkt befinder sig så i, hvordan man som samfund ikke anerkender den massive og altafgørende dannelse, som litteraturen medbringer til de unge mennesker som forstår sig på og fordyber sig i den. At man udelukkende vægter og fokuserer på sprogkundskaber når man skal opveje hvor langt man er nået i integrationen, og at man derfor helt undlader den horisontudvidelse som kommer med almen kulturel dannelse.