Et spørgsmål, som man kan stille sig selv er, om litteraturen er offer for obligationer. Hvis du spørger mig, så er det smukke ved litteraturen, at der absolut ingen grænser er - men at der alligevel er begrænsninger. Litteraturen er en term, og som alle andre termer, er det opfundet af mennesket. Definitionsmæssigt vil den synes uendelig og uden begrænsning. Det centrale mener jeg er menneskets opfattelse af den. Hvis jeg spørger en større mængde mennesker, hvad empati er, så vil mange kunne give mig en forklaring, på hvad det er, men de færreste vil kunne definere begrebet.
Katrine Marie Guldager siger i hendes tekst Den svævende sympati, at forfatteren skriver det, som forfatteren synes virker. Hun skriver dog samtidig også, at forfatteren ikke er medlem af et politisk parti i sin skriven: "...en forfatter ikke er en, der arbejder på at få folk til at melde sig ind i et bestemt politisk parti, ej heller er forfatteren medlem af et politisk parti, forstået på den måde at han/hun skriver for at bevise et bestemt litteratursyn..." (Guldager, Den svævende sympati) Jeg er personligt, af den holdning, at der på denne jordklode ikke findes et objektivt filmet klip, med mindre intet menneske var velvidende om, at der blev filmet. Ligeledes kan en forfatter umuligt, hvis han/hun har en politisk overbevisning, skrive fuldstændig upåvirket deraf. Jeg læser ikke to tekster på samme måde, fordi deres forfattere ikke er ens. Politisk overbevisning er blot én ud af utallige faktorer, som kan og vil påvirke forfatterens skrivning, og dette gør sig gældende for alle. Litteraturen lider, hvis den ikke kan anses fra forskellige synsvinkler. Baseret på en logisk søgen i litteraturen, vil jeg altså påstå, at der ikke findes en 100% objektiv tekst, men at der alligevel gør det.
Det er gratis at oprette en konto