Tiden før marts føles langt væk, som et andet liv. Alligevel skal jeg sætte mig ned og skrive en liste over alt, der er sket i mellemtiden, for ikke at tænke, at tiden også gik i stå dér.
Da landet lukkede ned, var det, som om alt blev sat på pause. Jeg sov meget af dagen væk, sad med telefonen i hånden og scrollede og scrollede i nyheder og instagramfeed fyldt med bananbrød, jeg læste bøger i det kolde solskin. Følte: Jeg skal ud af byen, ud i skov, væk fra lejligheder og fortove, hvor man altid er tæt på mennesker.
Så gik tiden alligevel, smittetallene faldt lidt, bekymringen forsvandt ikke, jeg var frustreret over, at folk blev dårligere til at holde afstand og begyndte at slække på anbefalingerne. Men det føltes også uoverskueligt hele tiden at forholde sig til coronasituationen. Det blev varmere, og man kunne drikke øl i solen, drømme om en fremtid uden pandemi.
Et lille udsnit af min liste over tiden siden marts: Jeg er blevet et år ældre, jeg har søgt uddannelse og er kommet ind på en skole i Sverige. Jeg har været i sommerhuse rundt omkring i Danmark, jeg har lavet et lille litteraturtidsskrift (Hæfte hedder det, med poesi og prosa på dansk, svensk og norsk – nummer to lander om lidt, siger det bare) genset hele Buffy the Vampire Slayer, Parks and Recreation og de fleste sæsoner af Rupaul’s Drag Race. Tiden er altså gået. Både hurtigt og enormt langsomt.
Det er gratis at oprette en konto