Analyse af Dan Turèlls 'Gennem byen sidste gang'

Dan Turèll er født i 1946 i Vangede uden for København i et middelklasse hjem. Turèll blev landskendt på sin utraditionelle måde at føre sig frem på, som forfatter. Han farvede blandt andet sine negle sorte, gik med cowboyhat og klippede sig skaldet. Turèll havde dog ikke et rigtigt gennembrud før 1975, hvor han udgav digtsamlingen ”Vangede billeder.” Før dette havde han kun dog udgivet mange undergrundsværker, som aldrig blev kendt. Turèlls værker handlede oftest om hverdagslivet, og Turèlls barndom i Vangede. Turèlls voksenliv var fyldt med kaos og økonomiske udfordringer, hvilket resulterede i, at han endte ud i et alkoholmisbrug og hans kone gik fra ham. Turèll kaldte sig ikke selv forfatter, men så sig selv, som en kunstner. Turèll skrev i næsten alle genre fra digte om hverdagslivet til krimier om vampyrer og mordmysterier. Hans måde at beskrive omgivelser og situationer var højest detaljerede og skilte ham ud fra mange andre forfattere.

“Gennem byen sidste gang” er en knækprosa skrevet af Dan Turèll i 1977. ”gennem byen sidste gang” handler om Turèlls drømme. Han udtrykker et ønske om at tage sin sidste vandretur gennem Københavns gader før han dør. Han fortæller om Københavns ”solløse sidegader med alle deres nedlagte butikker” og at han vil se ”børnene lege i de små firkantede stenede forblæste baggårde” og høre dem kalde efter ham. Han vil gå videre på værtshus ”nyde en bitter dram og ikke andet”. Turèll vil iagttage hverdagen udfolde sig, og han vil passere det grå lys på Hovedbanegården og se ”familie komme med kufferter og barnevogn for at tage på weekend hos familien på landet”. Han vil tage sin sidste smøg og gå videre af Københavns gader, som en skygge og kysse alle et sidste farvel, mens han nyder at være til. Han vil derefter tage videre mod Nytorv ledsaget af sine venner, som også er skygger inden ”alle skyggerne er smeltede” og han selv vil forsvinde langsomt væk.