Mænd har altid været underlagt en norm, om at det er maskulint at holde inde på deres følelser, man skal nødigt vise sårbarhed, og på ingen måde vise at noget kan påvirke en så hårdt, at gråd er den eneste rationelle reaktion. Mænd der går imod denne norm, bliver så tildelt en stigmatisering, fordi det ses som ikke-maskulint og skrøbeligt. Men i realiteten er gråd ifølge mange et meget mere maskulint træk, end at opføre sig som en iskold statue uden nogen form for emotionel forståelse.
Gråd har altid været en del af menneskes følelsesmæssige spektrum, så hvorfor er det, at det nu ses som et tegn på usikkerhed. I oldtidens Odysseen vælder tårerne tit op hos Odysseus, men der bliver det ikke fremstillet som en svaghed, derimod som et udtryk for hans menneskelighed og dybe følelser. Det viser jo, at manderollerne engang har været som de ”skulle” altså set i den forstand, at man som mand godt måtte udtrykke sine følelser, ligesom kvinder. Idealerne har dog ændret sig siden.
De moderne ideal af mænd blev skabt, da man begyndte at forbinde professionalisme og succes med følelseskontrol, og det er der, hvor ”mandsidealet”, som vi kender det i dag, stammer fra.
Det er gratis at oprette en konto