Jeg sad på bænken. Det sneede. Jeg kunne mærke en underlig følelse, da damen satte sig på bænken overfor mig. Nogle mennesker løb rundt, med poser fuld af gaver. Andre satte julelys op i træerne. Det var egentlig ret pænt.
Der kom en yngre mand gående, og smilede da han gik forbi mig. Han satte sig ved siden af damen. De snakkede, men det var ikke dansk. Nu kom den underlige følelse op igen. Følelsen af at de ikke passede ind i mit land
Jeg bliver forvirret når jeg hører ordet. Alle ved det findes, men ingen snakker om det. Der lægger sig en form for mørk sky over mig, når ordet racisme bliver nævnt. Jeg tror ikke vi danskere tænker over hvad det egentlig betyder at være racist. Jeg tror vi danskere er enormt gode til at dømme andre ud fra race og ikke personlighed. Jeg kigger rundt på gaden. Alle er egentlig meget forskellige i Danmark.
Det gode ved Danmark, er vel egentlig også forskellene mellem mennesker. Der er ingen mennesker der er ens.
Forskelle gør mig nysgerrig. Jeg bliver nødt til at finde ud af hvorfor vi er så forskellige og hvordan ordet racisme er kommet til Danmark. Det kan være risikabelt at være så nysgerrig, for hver gang jeg vil vide mere om racisme i Danamark, bliver jeg rykket ud af min trygge verden, som jeg kender den. Jeg indser at verden måske ikke ser ud som jeg har gået og troet. De perioder, hvor jeg vil lære nyt, kan også give bagslag. Jeg tænker tit om jeg skulle lade hver med at udforske nye ting, så jeg kunne blive i min trygge verden. Men på den måde udvikler vi mennesker os vel heller ikke, hvis vi ikke er åbne?
Det er gratis at oprette en konto