Den danske velfærdsstats historie

Opbygningen af den danske velfærdsstat tog for alvor til i 1960´erne. Men selvom velfærdstaten først blev opbygget i det 20.århundrede, havde 100 år gamle love og folketilskud banet vejen, og ideen for den velfærdsstat vi kender i dag. I 1800-tallet lå den danske socialpolitiks fokus på de fattige, og deres rettigheder. Men selvom at de fattige allerede på dette tidspunk kunne få fattighjælp, var det ikke uden konsekvenser. Det var sådan at hvis man modtog fattighjælpen mistede man sin stemmeret og retten til, at blive gift, hvilket pressede de fattige længere ned i hierarkiet, og holdte flere væk fra fattighjælpen. Med grundloven i 1849 blev alle danskere sikret deres ret for offentlig forsørgelse hvis ikke de havde remedierne for at forsørge sig selv.

I 1891 blev den eksisterende fattiglov revideret, og der kom statsligt tilskud til jordmødre, begravelse og lægebøger. Derudover blev der indført forsikringsordninger, hvor individet selv skulle biddrage dog med offentlig yde tilskud. Året efter i 1892 blev der for første gang indført en sygekasselov, og i 1907 blev folket forsikret hvis arbejdsløshed skulle forkomme med arbejdsløshedskasseloven.

I 1933 ved kanslergadeforliget fik man en af Danmarks største politiske aftaler, der senere gjorde vi kom et skridt tættere på den velfærdsstat vi kender i dag. Ved kanslergadeforliget blev Venstre, Radikale Venstre og socialdemokratiet blandt andet enige om en samlede sociallovgivning, som stammede fra de love der blev vedtaget mellem 1890-1930. Denne sociallovgivning havde fire hovedpunkter folkeforsikring, arbejdsløshedsunderstøttelse, ulykkesforsikring og offentlig forsorg. Man lagde især vægt på i den nye sociallovgivning at folkets rettigheder ikke som før skulle nedsænkes selvom de havde brug for økonomisk hjælp.