Han kravlede og kravlede, men følte ikke at han kom nogen steder, men til sidst var han ved det røde skilt. Han stod lidt, og ventede han skulle lige komme sig efter faldet. Han kunne mærke smerten bide højre arm, det gjorde så forbandet ondt.
Kulden bed i ham, og det begyndte at sne. Det så flot ud, men hurtigt blev det koldere og koldere. Han fandt et lille skur, som han kunne sidde i indtil sneen lagde sig. Han lukkede øjnene. Han vidste, at det var dumt, for hvis han faldt i søvn i det kolde vejr, ville han sandsynligvis fryse ihjel. Da den havde lagt sig besluttede han sig for at han ville gå videre. Så han gik og gik og smerten blev bare værre og værre. Jeg kan ikke mere sagde han til sig selv.
Bare jeg ikke havde gjort det tænkte han, så havde jeg ikke endt sådan her.
Men jeg kunne bare ikke. Han havde fortjent det.
Hvis jeg ikke havde slået ham ihjel, var min familie borte nu.
Jeg vil leve et godt liv, og holde mig fra min fortid.
Det eneste jeg har lyst til nu er, at komme hjem til min kone og datter. Han så hans datters ansigt frem for sig, de små lyse krøller og de store blå øjne. Angel. Navnet passede utroligt godt til hende for hun var jo hans lille engel. Han blev så varm inden i når han tænkte på dem. Han kunne se noget lys i det fjerne måske var det en by?
Det er gratis at oprette en konto