Det eneste man kan høre er mine sko som rykker op og ned. Jeg kan mærke følelsen af glæde i hele min krop det sitrede, men jeg kan mærke at min hjerne hvisker ”Det hjælper ikke, du kan ikke bare bedøve dine følelser”. Jeg prøver mere og mere at fokusere på den energiske følelse, og følelsen af fravær. Jeg får et lille ondt smil på læben, jeg kigger op. Mor kigger bare direkte ud i den varme luft. Mor prøvede at blinke, men det kan hun ikke. Mor kan godt lide at have styr på tingene 24/7 og hendes tanker siger bare til hende ”Du ved ik hvad der ville ske” Imens hendes øjne ville være lukket i de får millisekunder, lidt ligesom en slags tvangstanker tror jeg nok, men det ved jeg jo heller ikke en skid om.
Jeg begyndte at have så meget fravær fra skolen at jeg blev smidt ud, men hey jeg klarede mig fint ligesom jeg gør nu. Jeg kan mærke, jeg trænger til noget. Jeg ved udmærket godt hvad det er, men jeg vil bare ikke sige det højt. Tænk at jeg er så dum at tro jeg kan snyde min egen hjerne, folk ville nok sige jeg har nogle problemer, men mit liv er allerede fuckt nok, så der er ikke en skid at redde. Jeg kigger op på mor igen, hun har ikke rykket sig i lang tid, indtil hun så siger ”Vi må hellere spise, ellers bliver maden jo kold”, jeg siger bare ja og gir et lille smil fra mig selvom der er ikke rigtigt er noget at smile over mere. Vi bliver begge sidene og tager ikke noget mad. ”Jeg føler vores liv er lidt ligesom et dukkehus, du vil altid vide hvor dine dukker er, for de er der hvor du har stilt dem og det kan godt være du har kastet med dem og slået dem, men de vil stadig altid se helt perfekte ud”,
Det er gratis at oprette en konto