Mønsterbrydning og social mobilitet: Er enhver sin egen lykkes smed?

At bryde det socialt arvelige negative mønster må være noget af det sværeste et menneske kan gå igennem.

Det at opføre sig helt anderledes eller måske endda modsat, end det man er vokset op med og kommer fra, må være så stor en udfordring for psyken, at mange mennesker bare fortsætter deres forældres opførelse og patetiske livstil.

Selv hvis man endelig kommer ud af alkoholismen, stofmisbruget, fattigdommen eller hvad der nu prægede ens forældre, er der stadig en høj sandsynlighed for at man aldrig bryder i sandhed fri fra den negative sociale arv.

Måske når mønsterbryderen selv får børn en dag, og disse børn vokser op i et sundere miljø distanceret fra deres bedsteforældres problemer, hvor de ikke har kendskab til deres dårlige livstil, bliver disse børn måske fri fra dårlige barndomsminder. Selvom disse barndomsminder altid må leve i mønsterbryderen selv. På den måde kan mønsterbrydning måske lade sig gøre igennem flere generationer.

I kronikken beskriver mønsterbryderen hvorledes både ham og hans stedbror ønskede at bryde med den negative sociale arv, men det lykkedes ikke for broderen. Jeg mener ikke at broderen prøvede hårdt nok.

Jeg tror at børn med negativ social arv skal gøre deres absolut bedste for at skaffe sig nogle andre omgivelser som er mere støttende for en sund personlig udvikling. Det kunne være at flytte hjem til en anden familierelateret eller ringe til børnetelefonen, eller på anden måde søge hjælp via sociale myndigheder.