Redegørelse for Henrik Dahls essay 'Mindernes land'

Forfatter Henrik Dahl skriver (i bogen ’Mindernes land’) et form for essay om det at være mønsterbryder, og sin egen opdagelse af andre menneskers holdning til tilværelsen. Han mener, at det at være mønsterbryder var en god ting engang. Men har vi brug for at finde nye veje når verden allerede er tilrettelagt præcis som den skal? Er det okay at følge i sine forældres fodspor? Eller kommer det an på hvor det fører hen? Er social status så vigtigt? Og er det rimeligt overfor de ’lavere stående’, at ville redde dem, hvis de allerede er tilfredse?

Han starter sin beretning, da han står i SID’s hovedkvarter, hvor han skal holde et foredrag. i sin tale tænker Henrik Dahl tilbage på sin barndom. På sine bedsteforældres hus, og nabolaget. Han husker de lidt for trygge rammer, som han mener at arbejderbevægelsen har skabt. Han er ikke begejstret for det. Han mener at det at være specialarbejder betyder lav social status, og det betyder dårlig levestandart. I den forstand at man bor i kedelige kvarterer, har et kedeligt liv, og kort sagt, kører det hele bare ligeud, gennem hele livet. Men da han så kommer til at kigge ud på sit publikum indser han, at de alle er specialarbejdere, og han står der og kritiserer deres levevis og normer. Desuden ser de ikke uden videre utilfredse ud. Det får ham til at tænke på hans mors kamp for at komme væk, fra netop dette arbejdermiljø. Som Henrik Dahl siger ”I løbet af ganske få år i 1950’erne havde det danske uddannelsessystem gjort datteren af arbejdsmand Richard Bach (…)til den ene halvdel af et akademikerpar. Det krævede selvfølgelig, at hun tilsatte sin egen flid og sine egne evner, men i henseende til at skabe social mobilitet, er det en bemærkelsesværdig præstation…” da han beskriver hendes uddannelse og hendes ægteskab med lærerens søn. Henrik Dahl beskriver sin mors mønsterbrydning, som noget helt fantastisk. Det er tydeligvis noget han er tilhænger af. Samtidig siger han i teksten, at han selv og hans søskende ikke brød mønsteret, men ligeledes med deres forældre, tog en lang videregående uddannelse. Han antyder at det er det bedste at gøre; det er det der er bedst at gøre, for at opnå høj social status. Han siger også at det er okay, ikke at være mønsterbryder hvis man er veltilfreds med det man har.