Tekst 2 (Dan Turèll: Stauning til minde) og tekst 9 (Peter Seeberg: Nekrolog) omhandler hver sin afdøde person. I teksterne beskrives henholdsvis Staunings og Mathias Svanholms erhverv, sind og vaner. Begge to beskrives med positive ord. Men på trods af disse ligheder, er de to tekster meget forskellige; tekst to er en hyldest, hvorimod tekst 9 er en nekrolog. Jeg vil i denne stil gøre rede for de stiltræk forfatterne bruger for at fremhæve henholdsvis hyldest og nekrolog, og hvilke virkninger disse giver.
Det første læseren lægger mærke til er tekstens komposition, og her er der forskel på de to tekster. Nekrologens opsætning er tung, idet den ikke er opdelt i flere afsnit, men kun består af en enkel tætskrevet del.
Hyldesttalen er derimod opdelt i ikke mindre end 5 afsnit, trods tekstens ringe længde.
Derefter er det naturligt at betragte sproget i teksten. Allerede i indledningen af tekst 9, genkender vi nekrologen: ”Cigarhandler Mathias Svanholm er død efter få dages sygdom, 77 år gammel” (linie 1-2). Her fastslås det kort og præcist, at en 77-årig cigarhandler er død. Stemningen er alvorlig, og dette gør sig gældende gennem hele teksten. Man fokuserer på at Mathias Svanholm er død, og at han nu ”vil blive savnet af alle” (linie 21).
Det er gratis at oprette en konto