John lagde ikke på, men smed mobilen tværs gennem værelset, hvor den smadrede spejlet ved siden af den faldefærdige kommode. Pis, fuck, shit!, sagde John med en høj hviskende stemme. Han ville ikke råbe, så alle i lejligheden kunne hører ham. Det var ikke spejlet han bandede over, det var den lille gnist af håb der var gået ud ved nyheden om hans brors død. Hans bror var den eneste i hans liv der virkelig havde betydet noget for ham, og nu var han død.
Der var ikke gået lang tid før John sad med en øl i hånden, og et følelsesløst ansigt der ikke kunne skelne mellem syner og virkelighed. Han lukkede øjnene og hørte hans brors stemme hviske. Han vidste ikke hvad han hviskede, men det var hans stemme, det var der ingen tvivl om.
Han vågnede af en voldsom banken på hans dør. Han havde hovedpine og hævede rander under øjnene. Da John åbnede døren, havde han egentlig forventet et postbud eller underboen der var gået forkert igen. Bag ved døren stod en høj mand i et billigt jakkesæt. ”Hr. Jensen, jeg kan desværre ikke gøre mere for dig, du er 4 måneder bagud med huslejen nu”. John stod stille. Stadig det samme følelsesløse ansigtsudtryk som i går aftes. ”Du skal være ude inden midnat”, sagde manden alvorligt og gik ned ad de mange trapper med små galop iblandt. John havde egentlig aldrig takket manden for ikke at smide ham og hans bror ud allerede efter første måned. Det føltes også lidt ligegyldigt nu.
Det er gratis at oprette en konto