Du kommer for sent

John løb på markvejen. Han stoppede op, og satte sig på den beskidte grusvej.

Tidligere den dag havde John været i slagsmål med en af drengene fra klassen. Det var blevet en selvfølge i hverdagen efter skole. Da John langt om længe havde fået sine daglige tæsk, gik han over til sin gamle gråblå cykel. Det var gråvejr. Sådan var vejret jo altid i Danmark. En flok drenge fra klassen havde piftet hans cykel, så han skulle gå hele vejen hjem. Der var langt hjem. Otte kilometer. Der skete aldrig nogle spændende ting, i hverdagen. Aldrig noget nyt i skolen, og derhjemme var alting som det plejede. John kunne egentlig ikke lide at være hjemme, så han havde intet imod at gå hele vejen hjem. Han syntes faktisk, at det var direkte rædselsfuldt at sidde inde på værelset, og høre, når hans far slog og råbte af hans mor, mens hun skreg. Da John kom hjem på den gamle forfaldne gård, stod hans far og mor og diskuterede ude i køkkenet. John var kort inde og sige hej, men skyndte sig at gå igen, så han ikke skulle høre på skænderiet. ”Hvor svært kan det være at slukke lyset i soveværelset, når du er færdig med at gøre rent? Og hvorfor fanden skræller du kartoflerne i vasken, i stedet for at gøre det i skraldepanden? Klaphat”. En gang imellem syntes John, at det var synd for hans mor og hans far var for sur, men han turde ikke sige noget til ham. John gik ind på værelset og satte sig for at lave sine lektier. Han spekulerede over, om han overhovedet gad at tage i skole i morgen. John havde meget fravær på grund af slagsmålene. Da John og hans forældre sad og spiste aftensmad, var der ikke en eneste, der sagde et ord. Stemningen var dårlig. Da John havde sagt pænt tak for mad, rejste han sig og skulle lige til at gå ind på sit værelse, men hans far stoppede ham idet han rejste sig op. ”John, sæt dig lige igen. Vi har lige en kort, men meget vigtig besked til dig. I aften får vi besøg af nogen fra kommunen. Vi skal holde et møde. Det er vigtigt, at du er hjemme når de kommer”, sagde hans far. ”Hvad handler det om? ”, fik John spurgt om. Han kunne mærke at det var alvorligt. ”Det kan vi desværre ikke fortælle dig. Det er bare meget vigtigt, at du er her”. John vidste godt hvad det handlede om. Han var overhovedet ikke i tvivl. Han gik ind på sit værelse, og smed sig i sin gamle seng. Han kiggede op i det kedelige grå loft med sprækker. Selvom John ikke kunne fordrage at være hjemme, havde alligevel ikke lyst til at miste sine forældre. John rejste sig op igen og listede ud på gangen. Han vidste hvor hans far gemte den. John listede sig videre ind på kontoret. Han lukkede stille døren, hvorefter han gik over til det gamle skrivebord.