Da vi har kørt et stykke tid, siger buschaufføren: »Nu er vi snart ved det smukkeste hus i verden.« Jeg tænker på hvordan huset egentlig ser ud. Er det rødt? Hvidt? Eller måske end helt tredje farve. Hvis det var mit hus så ville det være et rødt bindingsværkshus med stråtag, og inden jeg knap nok er færdig med den sidste tanke, stopper bussen.
Jeg tænker på dagen, sådan som den har formet sig indtil nu. En god dag på arbejde, tidlig fri og så denne mærkelige episode, som jeg nu er en del af.
Da vi stiger ud af bussen er der ikke så meget at se. Der er noget buskads og lidt træer, men ikke noget der tyder på at der her skulle ligge, verdens smukkeste hus.
Vi går videre, og samtidig fyldes jeg med en længsel efter bare at ville se huset.
Jeg er helt anspændt i kroppen, jeg får lyst til at smutte væk fra flokken, men jeg kender jo knap nok vejen. Jeg går hen til en af de andre, han ser trykket ud, spørger ham om hvordan hans dag har været indtil nu. Vi kigger på hinanden, men slår hurtigt blikket tilbage på stien. Hans dag har været yderst stressende, fortæller han mig. »Først kom jeg for sent på arbejde, bagefter blev chefen sur, og nu dette nummer!« »Jeg forstår ikke« siger jeg. »Jo, ser du. I går aftes var jeg sammen med min kæreste. Vi sad og fejrede den dag hvor vi første gang mødtes, som vi har gjort de sidste 3 år. En rigtig god middag. Og så aftalte vi som noget specielt at i aften skulle vi tage i Tivoli og gå en tur ved Slots Søen. Det er en af de bedste aftener på hele året.« Jeg snakker med ham om aftenens problem og bliver enige om at det var bedst at vente til vi kom hjem herfra.
Det er gratis at oprette en konto