Verdens smukkeste hus

… Vi kører længere og længere væk fra byen. Jeg sidder og kigger ud af vinduet og følger de hvide striber på vejen. De er som små prikker, der flyver af sted. Gad vide, hvorfor jeg ikke har hørt om verdens smukkeste hus, hvis det er lige i nærheden før, tænker jeg stille ved mig selv. »Hvor ligger huset henne?«, spørger en af passagerne, da vi havde kørt lidt tid. Man kunne høre på hans stemme, at han var ved at blive utålmodig. Det var jeg egentlig også. Chaufføren havde sagt, at det lige var i nærheden, men vi havde kørt rimelig langt nu. Jeg kigger op på chaufføren, som åbenbart valgte at ignorere mandes spørgsmål.

Vi kører af landevejen, og ind af en grusvej. Chaufførens øjne lyser helt op, da han stopper bussen, rejser sig og kigger hen af passagerrækkerne. »Mit navn er for resten Carl-Jørgen«, siger han med et kæmpe smil på læben. Jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet. Han ser så varm og venlig ud nu, hvorimod da jeg stod på bussen, så han ud som de andre gnavne gamle buschauffører. »Vi skal gå ca. 500 meter, så er vi ved huset«, siger han så, med et ligeså smilende ansigt som før. Jeg sidder næsten og bliver lidt skræmt af det. En dame der sidder skråt overfor mig, sender mig også et mærkeligt blik, og kigger op på chaufføren og smågriner uden nogen lyd. Jeg kan mærke hvad hun tænker, han er da helt fra den. Chaufføren går stille ud af bussen, og vi andre følger nysgerrige med. Jeg har aldrig været her før. Det hele ser egentligt meget fredeligt ud, og man kan kun svagt høre bilerne suse forbi. Jeg kigger mig lidt omkring, både på de andre passagerer og på de store bøgetræer der står rundt om bussen. Alt er så grønt. Bussen er stoppet på et halvt åbent sted, hvor jorden næsten er hvid, på grund af de mange anemoner der fylder jordoverfalden. Jeg bliver helt glad, og tænker på den gang jeg var barn, hvor jorden hvert år blev dækket af den hvideste sne. Buschaufføren begynder stille at gå hen til en sti med bil spor. Bussen kunne ikke køre igennem, da træernes grene nærmest breder sig som et tag over stien. Det ser utroligt smukt ud, og jeg lægger mærke til en ung mand, som også kigger op på træernes store kroner. Jeg smiler til ham, og kan mærke min mave, der brøler af spænding. Jeg kan høre de to mænd brokke sig lidt bag ved mig, »Verdens smukkeste hus ligger sgu da ikke her«, siger den en stille. Det får mig til endnu en gang at trække på smilebåndet, og jeg tænker, at det ved de da intet om. Jeg har en god fornemmelse omkring dette. Da vi når enden af stien, kommer vi til en have, man kan se, den ikke er hverken passet eller plejet. Og dog er det som om Moderjord har taget hånd om den. Der vokser de smukkeste vilde blomster og ukrudt. Jeg har altid godt kunne lide ukrudt, og har aldrig forstået hvorfor folk fjerner det. Det har nogle af de smukkeste blomsterskud, og det passer jo sådan set sig selv.