Jeg stirrer ud ad vinduet, hvor marker og grønne, frodige træer farer forbi. Solens stråler danser livligt hen over mit ansigt og får mit næsten prinsesseblonde hår til at reflektere smukt i skæret derfra. Gennem vinduet blæser en let vind. Den kilder mig i nakken, og jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet.
Jeg forsvinder langt væk i mine egne tanker, billeder kører gennem mit hoved: Hvordan ser verdens smukkeste hus ud? Findes der virkelig et hus, der er smukkere end alle andre i hele denne verden? Og hvem mon ejer sådan et vidunderligt hus?
Mine tanker afbrydes pludselig, idet bussen bremser brat op. Dørene åbner langsomt, og jeg kigger ud ad vinduet. Man kan intet se, for blade fra en hæk dækker ruden. Folk i bussen rejser sig langsomt op bortset fra de enkelte brokkehoveder, der stædigt bliver siddende. Jeg begynder også at rejse mig, og nu er selv de stædige blevet også blevet nysgerrige.
Da vi er kommet ud af bussen, gør buschaufføren tegn til, at vi skal følge efter ham. Lydløst går vi gennem krattet fulde af forventning. Verdens smukkeste hus. Endelig når vi en lysning. Midt i lysningen står det mindste, mest faldefærdige af et hus, jeg nogen sinde har set. Væggene er lavet af tyndt træ, og taget er kun en spånplade. Der er savet firkantede huller som vinduer og dør. Op ad væggene vokser brændenælder og mælkebøtter.
Det er gratis at oprette en konto