Verdens smukkeste hus

… Jeg tænker lidt på min aftale, jeg skulle nå, og hvad der sker, hvis jeg kommer for sent, eller helt aflyser. Jeg kigger rundt, mens jeg kan se at nogle af de andre, tænker samme tanke, og jeg kan se at de formegentlig også, kommer frem til den samme tanke, at det faktisk passer en fint nok med et afbræk i ens travle hverdag. Jeg læner mig tilbage for at glemme alt om min aftale, og kigger ud af vinduet, hvor naturen hurtigt flyver forbi mig, præcist som årene har det med at flyve af sted med arbejde. Det er faktisk på en eller anden måde skønt at kunne sidde og opservere naturen flyve forbi én. Alle træerne og markerne der så elegant flyver forbi, mens et nyt syn af en ny mark, et nyt træ eller en ny blomst fanger ens opmærksomhed gennem ruden. Jeg sidder længe, og fantaserer om naturen og et afslappende liv uden stress og jag, og pludselig føles det som om, jeg har siddet i over hundrede år og kun tænkt på det. Mine tanker bliver så pludselig afbrudt af en forfærdelig lyd, nemlig min mobiltelefon der ringer. Jeg kigger ned på telefonen, der ligger på bussædet, og jeg kan se, at det er min aftale, der ringer. Jeg kan mærke hvordan det afslappende i mig, hurtigt forsvinder, for så slår det mig, at jeg jo er nød til at nå denne aftale, for hvis jeg ikke gør det, får jeg måske ikke den lønforhøjelse, jeg ellers har set sådan frem til. Og hvad nu hvis jeg.. Mine tanker bliver afbrudt af en mand, der sidder et par sæder bagved mig, og fortæller mig, at jeg skal slukke den skide telefon og slappe af. Jeg kigger mig over skulderen, for at se manden der sagde til mig, at jeg skulle slukke min mobiltelefon og for at sige undskyld til ham, og fortælle at han har ret, og at jeg nok skal slukke den. Jeg skal til at vende hovedet fremad igen for at slappe af igen, men en und mand, der sidder helt bagerst, fanger min opmærksomhed. Hans ansigt er helt forkert. Hans ene øje er lukket, og det ligner, at hans ansigt er smeltet sammen. Han ser enormt trist og alene ud. Jeg overvejer lidt, om jeg skal sige noget til ham, eller hvad jeg skal gøre. Jeg beslutter mig så for at, det bare ville virke som om, jeg giver ham medlidenhed på grund af hans knapt så pæne udseende, så jeg bliver siddende på min plads, og påbegynder mit dagdrømmeri på ny. Tankerne flyver vidt omkring, men igen får de hurtigt en ende, for nu er bussen nemlig stoppet, og buschaufføren åbner dørene, og går ud af bussen. Vi andre følger spændt med, for at se hvordan dette verdens smukkeste hus ser ud? Jeg er en af de første, der kommer ud af bussen, og ser… træer, træer og atter træer. ”Hvor er verdens smukkeste hus?” Hører jeg en gammel mand udbryde, der tydeligvis er skuffet over, at han nu har brugt dyrebare minutter på at køre ud og se på en skov. Buschaufføren og kigger lige så roligt rundt på os, mens hun ignorerer mandens spørgsmål, og smiler, mens hun gør en bevægelse med hovedet, der signalerer, at vi skal følge med hende. Jeg kigger mig skeptisk omkring, og tænker, at jeg virkelig håber på, at der ligger et hus lige om hjørnet, som slår benene væk under mig, og får mig til at glemme alt om de øvrige ærinder, jeg mangler at ordne i dagens tekst. ”Er i med?” spørger buschaufføren os, da vi trasker gennem en våd skov, hvor bunden er som mudder. ”Ja det ville være, hvis vi ikke skulle igennem denne skide suppedas for at se et skide verdens smukkeste hus, ” vrænger en spinkel forretningsdame i et par meget høje hæle, som bestemt ikke er beregnet til denne skovbund. ”Det var godt,” siger buschaufføren med et tilfredsstillende smil over damens raseri over at befinde sig her.