Forældre og livets faser

Jeg sidder derhjemme og tænker på livet. Tænker på alt hvad det bringer. Det sørgelige som man egentlig ikke har lyst til at opleve, men det skal man. Tænker på alt det gode, som det bringer. Alle de uforglemmelige minder, man har og får. Sjove, fjollede, kedelige, sørgelige, fantastiske, dumme, dejlige minder, man har og får videre i livet. Man oplever en hel masse og lærer en masse, som man skal tage til sig. Jeg går ned i kælderen, åbner skuffen og tager et af de utallige fotoalbums, vi har. Sætter mig i sofaen, rejser tilbage i tiden, falder tilbage til dengang og tænker på alt det, forældrene bringer en i livet, og hvad vi bringer dem.

Man kan ikke huske det, men man ved, at det første, man gjorde, var at åbne øjnene og kigge på dem. De var der bare, og der var ikke noget, man kunne gøre ved det. Det var jo hverken mit valg eller min skyld, at jeg blev født. Men det var deres valg og deres skyld. Forældrene. De var der for mig i starten, jeg kan bare ikke så godt huske det. Kun i små episoder. Små glimt fra en sommerdag i haven eller en af de mange ferier, vi havde været på. Og så selvfølgelig de tonsvis af billeder, vi har i skufferne herhjemme. Billeder, der viser de ting, man gerne vil huske. Minder som er lagt i fotoalbums, som man kan tage frem og kigge i, hvis man vil rejse tilbage i tiden. De utallige børnefødselsdage, de mange dejlige ferier, ture på stranden eller i skoven. Eller bare en hyggelig familiedag hjemme i sofaen. Alle minder som jeg kan tage frem og kigge på. Vi var jo sammen hele tiden, de underholdte mig og jeg underholdte dem. Når ikke de havde travlt med arbejde, lærte de mig ting. Ting jeg ikke vidste, og som jeg kan tage videre i livet og lære af. De sørgede for, at jeg kunne overleve. Uden dem ville jeg havde været død nu. Det er egentlig mærkeligt at tænke på. Og alle de ting, har jeg oplevet, er kun på grund af, at de var der. Alle de minder, jeg har, og som jeg får i fremtiden, er kun pga. af dem. Og jeg er så taknemmelig for alt, de har givet mig.