Undskyld at jeg ikke skrev til jer i sidste måned. Men her skete noget så forfærdeligt, at jeg ved,
at mine tårer vil vælte ud af øjnene på mig, når jeg fortæller hvad der er sket. Desuden er Ahmad
her heller ikke længere, til at opmuntre mig. Jeg har ikke set ham siden katastrofen. Måske lever
han. Måske gør han ikke. Jeg bor ikke på det luksuriøse habibi star hotel længere. Lige nu
befinder jeg mig i et telt, sydøst for byen Dodoma. Min mor sover lige nu. Min far er i færd med,
at skrive til brødrene og tanten hjemme i Danmark. Jeg er egentlig glad for, at de ikke kom med.
Selv om jeg savner dem så utrolig meget, tror jeg ikke, at de nogensinde ville komme over det
der skete for 1 uge siden.
Det hele startede, i onsdags. Jeg var ude og købe ind, sammen med de sædvanlige.
Vi plejer jo altid, at handle i hendes onkels, Habibs butik. Imens jeg og Ahmad handlede, og
hyggede os i Habibis butik, var min mor på hospitalet. Om onsdagen arbejder hun om dagen.
Min far var ovre hos naboen og drikke den nye te han så godt kan lide. Der sad vi så, og talte om
Det er gratis at oprette en konto