Historiefaget beskæftiger sig med sammenhængen mellem menneskets handlinger og de strukturer, som handlingerne foregår indenfor. Historie er humanistisk i sit fokus på menneskets handlinger, men også samfundsvidenskabeligt, fordi handlingerne ses i en strukturel og samfundsmæssig sammenhæng.
I en historiefaglig behandling af et emne indgår tre dimensioner:
En udviklingsmæssig dimension: Emnet udspiller sig i en bestemt ”tid”, i en bestemt periode. Her er årsagerne til en bestemt udvikling i fokus.
En samfundsmæssig dimension: Emnet foregår i et bestemt ”rum”, i nogle bestemte strukturer. Her er samspillet med bl.a. sociale, økonomiske og miljømæssige forhold i fokus.
En kritisk dimension: Viden om emnet fås gennem tolkning af fortidens efterladenskaber og analyse af, hvordan historien er blevet brugt. Her er kildeanalyse og historiebrug i fokus.
Den diakrone tilgang (udvikling):
I historiefaget arbejder man ofte med et historisk forløbs udvikling med fokus på årsag og virkning. Dette kaldes for den diakrone tilgang.
Et eksempel kunne være Den kolde krig, hvor man arbejder med optakt, udvikling og afslutning.
Den synkrone tilgang (periode- eller emneorienteret):
I den diakrone tilgang til et historisk forløb, kan man også lave synkrone snit. Disse snit kan gøres på to måder:
Periodeorienteret tilgang: Her undersøger man en bestemt periode i det historiske forløb. I et forløb med den kolde krig kunne dette fx være Cubakrisen eller Vietnamkrigen.
Det er gratis at oprette en konto