Kunst og litteratur, der udfordrer grænser

Kunstens primære formål er ofte at udfordre, provokere og stille spørgsmål ved samfundets normer og værdier, hvilket kræver en vis grad af kunstnerisk frihed, men hvor går grænsen egentlig for denne frihed? Er det acceptabelt, når kunstneriske udtryk begynder at berøre spørgsmål om hvad der er etisk korrekt eller direkte banebrydende for samfundet?

Bare se på det omdiskuteret kunstværk ”Take the Money and Run” af Jens Haaning som skabte stor provokation, og udfordrede vores grænser og forventninger til kunsten. Dette værk blev skabt til en udstilling på Kunsten i Aalborg og skulle oprindeligt vise hvor meget en gennemsnitlig dansker tjener om året, ved at bruge en ramme med pengesedler. Imidlertid tog kunstneren en drastisk beslutning ved at beholde pengene og indsende et tomt lærred som det færdige kunstværk. Dette brud med konventioner og forventninger inden for kunstverdenen skabte en mediestorm og udløste en politianmeldelse. Det provokerende ved værket er, at det udfordrer vores opfattelse af moral og etik i kunsten, da kunstneren brød en aftale med museet ved at beholde de økonomiske midler, der var afsat til værket. Er den kunstneriske frihed i dette tilfælde, bare blevet misforstået? Eller hvor går grænsen for, hvad der egentlig kan betragtes som kunst, når værdier og normer er i spil i kunstværker som dette. Selve spørgsmålet er vel hvorvidt vi er klar over at kunsten kan være grænseoverskridende og hvor villige vi er til at lade kunsten skubbe vores grænser i vid udstrækning. I artiklen ”Frihed er det bedste guld” af Poul Erik Tøjner, er der en vis frustration over, at man i det senmoderne samfund, som vi i dag lever i, er begyndt at kritisere kunsten ud fra normer og værdier. Tøjner argumenterer for, at kunstens rolle i samfundet netop er til for at provokere og skubbe grænserne for vores intellektuelle og følelsesmæssige forståelse og argumenterer for, at kunstens frihed er truet af begreber som ”trigger warnings” og ”safe space”, der i dagens samfund forsøger at beskytte folk mod ubehagelige eller krænkende indtryk. Han ser brugen af ”trigger warnings” som en mild form for selvcensur, der begrænser kunstens evne til at provokere og tage os ud over vores komfortzone. Et af de mest udfordrende problemer inden for kunsten i dag er, at vi allerede har udforsket en stor del af det, der kan udforskes. Dette gør det vanskeligt at opdage eller skabe kunst, der virkelig kan forbløffe os og tage os ud over vores etablerede grænser. Det skyldes, at vores opmærksomhed ofte skifter fra et kunstværk til et andet, i jagten på at det næste værk, skal forsøge at udfordre vores grænser. Er det i det hele taget muligt at begrænse kunst, når vi i Danmark er kendt for vores højtelskede ytringsfrihed, der giver os ret til at sige vores mening og udtrykke os frit, uden nogen særlige forbehold. Det kan være svært at afgøre, om vores ytringsfrihed bliver udnyttet til at opføre os ubetænksomt uden hensyn til konsekvenserne. For er det acceptabelt at putte sværddragere i en blender for at formidle et budskab og efterfølgende kalde det kunst? Det kan give et indtryk af, at man kan slippe afsted med hvad som helst, hvis man bagefter begrunder sine handlinger med at det bare var en del af det kunstneriske udtryk. Hvordan kan samfundet bevæge sig i retning af at betragte noget så brutalt, umenneskeligt og provokerende som acceptabelt, blot fordi det ligger inden for rammerne af kunstnerisk frihed? Er det virkelig den vej, samfundet bevæger sig i?