Her peger Rousseau på flere problemer: At mennesket ejer en naturgiven autonomi, som lænkes uhensigtsmæssigt af samfundet. Civilisationen er plaget af ulighed, utilfredshed og amour-propre.
Men for at sikre videreførelsen af den menneskelige race, kræves der en art politisk legeme der kan konstituere et samarbejde. Jeg vil i det følgende redegøre for Rousseaus begreb ”fællesvilje,” et forsøg på at legitimere en styreform som kan bevare den menneskelige frihed. ”Frihed” er således et centralt begreb hos Rousseau, og i min argumentation vil jeg diskutere det paradoksale forhold mellem frihed og fællesviljen, og hertil inddrage Isaiah Berlins kritik af samme.
Mennesket, som det er
Motivationen bag Samfundskontrakten er, for Rousseau, at undersøge hvordan man kan legitimere magt og opnå en retfærdig indretning, med udgangspunkt i mennesker ”som de er.” Udgangspunktet i menneskets natur er essentielt, da tidligere opfattelser af mennesket kategoriserede dets naturlige værdi hierarkisk hvilket resulterer i ulighed. Ulighed har konsekvenser for den enkeltes frihed, og dette modarbejder Rousseau ved at antage, at alle mennesker er lige samt frie af naturen. Frie, da individet alene kan vurdere hvilke midler der er bedst for dets egen selvopretholdelse. Dernæst er mennesket også af natur empatisk, i form af en indgroet foragt for andre levende væseners lidelse.
Det er gratis at oprette en konto