Kimerapport om salmiak fremstilling

Formål Formålet med dette forsøg er at fremstille salmiak

Materiale

250 mL bægerglas, 2 stk. 25 mL måleglas, spatel, bunsenbrænder, trefod med trådnet, morter med pistil. Forsøgsbeskrivelse Først skulle vi rense bægerglasset og de 2 måleglas grundigt, for at sikre os der ikke var rester fra andre stoffer deri. Derefter skulle vi iføre os sikkerhedsbriller og handsker, hvorefter vi gik over i stinkskabet og hældte 25 mL salmiakspiritus op i det ene måleglas og 7 mL saltsyre(30%) op i det andet. Vi hældte derefter både salmiakspiritussen og saltsyren over i bægerglasset. Da røgudviklingen var færdig, skulle vi afmontere handskerne, dog ikke billerne! Bægerglasset bar vi nu over på trefoden med trådnettet på og stillede bægerglassen på den. Herefter tændte vi bunsenbrænderen og stillede den under trefoden, og så ventede vi på at væsken skulle begynde at sprutte. Efter væsken havde spruttet i 1 minut slukkes bunsenbrænderen, og her skulle vi lade det stå 3 minutter, inden vi kunne begynde at skrabe pulveret ud. Teori Her i teorien vil jeg fortælle lidt om ioner. Der findes tre typer ioner, metalioner, ikke-metal-ioner og sammensatte ioner. Metalioner er altid positivt ladede, da metalatomer skal afgive elektroner for at få ædelgasreglen opfyldt. Navnet for en metalion dannes ved at tilføje endelsen ion til metallets navn. Ikke-metal-ionernes er negative ladet og deres navn dannes ved at tilføje endelsen id efterfulgt af ion til ikke-metallets navn. Nogle metaller kaldes undergruppemetaller kan danne ioner med forskellig ladning, så angiver man ladningen med romertal i navnet. Når der dannes en ionforbindelse, sker det altid ved reaktion mellem to stoffer med forskellig elektronegativitet. Det mest elektronegative stof fravrister det mindre elektronegative stof med en eller flere elektroner. Det er normalt metalatomer, der afgiver elektroner, mens det er ikke-metal-atomer, der optager elektroner. Derfor består ionforbindelser normalt af et metal og et ikke-metal. Der er stor forskel på, hvor let ionforbindelser opløses i vand. F.eks er natriumchlorid let opløses i vand. Til gengæld er calciumcarbonat tungt opløseligt i vand. Når ionforbindelser opløses i vand, trækker vandmolekylerne så meget i ionerne, at de indbyrdes ionbindinger brydes. Et salt indeholder altid mindst 2 ioner, og er altid neutral. Det er det fordi at man lægger en negativ ion til en positiv ion, deres + og udligner hinanden, og derfor bliver saltet neutralt.