Klumme: En Enkel Vej til Personlig Vækst

I dag ser jeg tilbage på en fejl, jeg begik. En fejl der virkelig fik mig til at tænke over tingene

og hvad jeg har gjort. Jeg ser tilbage på en tid, hvor jeg måske var lidt socialt belastet. En tid

hvor jeg følte mig presset, presset af de forkerte venner. Jeg var en dreng der ikke rigtig

turde og trumfe igennem, jeg gjorde som mine venner gjorde. En aften skriver mine

vennegruppe til mig. De spørg om jeg vil med ud at gå i byen. Vi mødtes på Vojens

banegård, som var vores opholdsted. Vi brugte rigtig meget tid der, for at være sammen

med hinanden. Vi mødtes der tit om aften for at ses. Jeg var en dreng der gerne ville vise

mig frem overfor dem, for at være forrest. Jeg gjorde nogle dumme ting over flere omgange,

fordi jeg følte mig presset til at gøre de ting. Jeg turde ikke sige fra overfor mine venner,

fordi jeg havde ikke mange andre på det tidspunkt. Alle laver fejl, nogen små fejl, andre

størrere fejl. Fejlen jeg begik, var at jeg kastede et kanonslag. Jeg ramte ham på benet og

han fik et ar, det skal han leve med resten af livet. Han stoppede kontakten med mig, fordi