Når man oplever verdens grusomheder, kan det være svært at se hvordan tingene kan vendes til det bedre. Sådan en følelse havde mange i Europa efter 1. verdenskrig, hvor det for mange var svært at forstille sig en ny og bedre verden. Når man ikke har en sikker virkelighed at forholde sig til, kan der opstå en tomhed i forhold til forståelsen af meningen med livet. Som et resultat af dette opstår der Ekspressionismen, hvor litteraturen bliver mere subjektiv. Dette ses blandt andet ved at litteraturen indeholder en tomhed, som kan gøre det svært at forstå meningen med livet, hvilket bliver omdrejningspunktet i Pär Lagerkvists fortælling ”opslugt af den brændende jord” fra romanen Det evige liv fra 1934.
Fortællingen omhandler Giuditta og en jeg-fortæller som har forskellige opfattelser af livet. Da Giuditta dør ender jeg-fortælleren med at ændre sin opfattelse af livet, og han oplever pludseligt, hvordan livet ser ud når man oplever tomhed.
Ekspressionismen er en del af modernismen, hvor man bryder med realismen. Det betyder at fortælleren typisk er anderledes i disse tekster. Der er ofte flere fortællere og dermed flere fortællerniveauer. Det er også tilfældet i denne fortælling. I starten optræder fortælleren som en jeg-fortæller: ” Det er om hende næsten altsammen, det jeg vil fortælle.”(s.1 l. 2-3). Her ser man allerede fra begyndelsen, hvordan der fortælles gennem en eksplicit førstepersonsfortæller, der forholder sig subjektivt til fortællingen og som også optræder i fortællingen. Denne fortæller er til stede gennem hele fortællingen bort set fra de sidste fire linjer, hvor det pludseligt slår over i en tredjepersonsfortæller: ” Det er om hende næsten altsammen, det jeg vil fortælle.”(s.8 l. 190-192). Her får fortællingen et ekstra niveau gennem en implicit fortæller som ikke optræder i handlingen, her leger fortællingen med virkeligheden da det bliver svært at afgøre, hvor der fortælles fra.
Det er gratis at oprette en konto