På balkonen: Naimas eventyr om karneval og vejrmagi

Det var en tidlig morgen og regnen silede ned i den lille landsby, Hostawa. Det var i dag der skulle være karneval, men sådan som vejret så ud lige nu, mørkt, trist og vådt, ja, så kunne landsbyfolkene vidst godt glemme alt om noget karneval. Denne store dag glædede alle sig til hvert år, fordi der var fest og farver og alle fra byen var samlet. Men i år regnede det, endnu ingen mennesker havde vist sig på gaden, der lå store vandpytter rundt omkring og vejen var mudret. En pige ved navn Uldum, sætter sig for at gøre noget ved problemet, ingen skal have lov til at ødelægge hendes karneval. Hun drager afsted ud i den vide verden. Er karnevalet ødelagt eller redder modige Uldum den?

”Der bliver vidst ikke noget karneval i år, var?” Sagde mor ude fra køkkenet. Jeg løb farende ind til hende. ”Hvad? Det kan du da ikke mene, vi fejrer jo karneval hvert år.” Mine øjne begyndte at løbe i vand, mor tog sig ind til mig. Hun strøg mig blidt over håret og kyssede mig på kinden. ”Det skal nok gå skat. Vi finder bare på noget at lave herhjemme, hvad med at spille nogle spil eller bage nogle boller?” ”Årh,” udbrød jeg. Jeg gik uden at svare på hendes latterlige spørgsmål, det var altså bare ikke det samme uden karneval, kunne hun ikke se det? Oppe i skolen havde vi både lavet pynt og kostumer i flere uger, vi havde planlagt det til den mindste detalje og nu var det hele bare ødelagt. Nej, sådan må det ikke være. En dum regn skal ikke ødelægge karnevalen, der må gøres noget, jeg må gøre noget. Jeg smuttede ind i sengen, kiggede op i loftet og tænkte så det bragede. Der var intet der kunne muntre mig op, karnevalen var ødelagt. Men lige pludselig fik jeg en ide, en fantastisk ide. Hvis jeg nu kunne snakke med en, som havde magten over vejret. Tuka, vejrdronningen?! Selvfølgelig, jeg kunne bede hende pænt om, at flytte hendes regnskyer, bare lige i dag. Jeg greb min jakke, tog sko på, tog et brød og noget vand og så susede jeg ellers afsted. Udenfor var det mørkt og trist, alt pynten var ødelagt og alle boderne var tomme. Jorden var mudret og der var ingen mennesker på gaden. Der gik ikke lang tid før jeg var gennemblødt og mudret, men det kunne ikke stopppe mig fra ide’en. Jeg drog ud af byen med en kæp ved min højre side og madpakken i den anden, så var jeg klar.