Musikken blæste igennem gaderne. Glædelige blikke mødte en hvorhen man færdedes og liv strømmede overalt. Mia hang med overkroppen ud af det lille snævre køkkenvindue, på en sådan måde, så hendes hofter spændte mod karmen så hun ikke faldt forover, og overværede begivenheden. Det var en hel speciel tid for byen. Folk der boede lang ude på landet kom ind for at deltage i karnevalet, hele byen var spækket med liv i disse tider. Kroerne var fyldt med berusede mænd, der spillede om alt lige fra penge, til deres koner. Børnene fulgte begejstret gøglerne der underholdte med jonglering og fortællinger. Men ikke Mia. Hun elskede at sidde og overvære hele begivenheden og se glæden i folkemængdens øjne, og udstrålingen derfra. Ikke for at hun havde noget imod gøglerne, nej tværtimod. Hun elskede da også at rende efter udklædte mennesker og løbe ind og ud mellem dem, som alle de andre børn gjorde. Det var hendes længsel og drømmen om selv at være en del af det, der fik hende til at tage afstand fra det i ny og næ. Bare sidde og dagdrømme om hvordan det ville være at være midtpunktet, være den alle klappede ad og dansede for. Hvis hun bare en dag fik chancen, fik chancen for at være midtpunktet i denne begivenhed. Hvem havde ellers fortjent det udover hende selv? Hvem havde ellers fortjent at bære den mægtige blå kappe, de fine smykker og det elegante scepter? Hvorfor skulle det altid være en mand der fik æren af at blive udpeget til kejser? Og lige netop ham der var blevet udpeget til dette års kejser, havde slet ikke fortjent det. Den lille kanalje, med det brune slik hår, de pjuskede øjenbryn, evigt og altid iklædt farverigt tøj og den lille lyse stemme, der let kunne forveksles til en lille piges stemme. Hans navn var Esben, Mia’s forhindring i livet.
Det er gratis at oprette en konto