Det var en stille midsommeraften, og Sabrina gik ned af stranden. Sådan havde hun gjort hver aften efter Katjas død. Hun gik og så ud over det mørke hav, som kunne være så smukt og roligt, men også så voldsomt og ondt, som intet andet man kunne forestille sig. Det var sådan, Sabrina havde det med havet. Det var noget ondt, som skulle give hende det tilbage, hun havde mistet. Når folk spurgte til, hvorfor hun altid gik ved havet, svarede hun, at det var for at tømme hjernen for tanker, og det var de helt indforståede med, efter hvad hun havde været ude for. Men i virkeligheden søgte hun efter svar. Hun gik og tænkte alt igennem igen og igen, og hun gav ikke op, før hun havde fået svar. Hun ville ikke indse, at Katja bare var død ved et tilfælde uden nogen hensigt med det.
Katja var blevet meldt savnet en måned forinden, hun var blevet fundet død på stranden to døgn efter, druknet. Sabrina huskede tilbage på dagen, hvor Katja var blevet meldt savnet. Den dag havde de været nede og bade sammen. Sabrina havde frosset, og havde forslået at gå op, men Katja ville blive dernede i længere tid. Derfor endte det med at Sabrina gik op, mens Katja blev dernede lidt længere. Sabrina havde lagt sig ned, for at bage lidt i solen. Hun havde lagt et stykke stof over sine øjne, for ikke at blive irriteret af solen. Solen gjorde hende døsig, og hun var hurtigt faldet i søvn. Da hun vågnede, var solen ved at gå ned, og det var begyndt at blæse op. Katja var ingen steder at se, og hendes tøj var også væk, så Sabrina havde bare tænkt, at Katja var taget hjem uden at vække hende, fordi hun ikke havde nænnet det. Men da Sabrina kom hjem, stod Katjas forældre i entréen og spurgte efter deres datter.
Det er gratis at oprette en konto