CFC gasser, ozonlaget og Montreal-protokollen

CFC er en forkortelse af chlor-flour-carbon, men i dagligtale bliver det kaldt freon. Det er en gasart og kan findes i syende hovedgruppe i det periodiske system. ¨

Det har syntetiske fremstillede kemiske forbindelser, som har samme struktur som kulbrinter, methan og ethan

Chlor fluor Carbon har tidligere været andvendt som kølemiddel i køleanlæg, drivmiddel i spraydåser, drivgas, til at rense tøj og som hjælpestof ved fabrikation af skumplast. Alle anvendte CFC’er indeholder et eller to carbonatomer. De er meget lidt reaktive stoffer, dvs de er ugiftige og derfor har været anvendt som drivmidler i sprayflasker.

Ifølge Montreal-aftalen, er det forbudt at anvende dem i det store hele, fordi man er overbevist om deres skadelige påvirkning på ozonlaget. Fra 2005 er det helt forbudt at anvende CFC gasser over alt i verden. Som erstatning for CFC-gasser anvendes istedet HFFC, der er en forkortelse for Hydro-cluoro-flouro-kulstoffer, de spaltes i de laveste lag af atmosfæren, desværre er de med til at føre til opbygning af en stigende mængde klor i atmosfæren. Det er den samme grund, der fortsætter forsøgene på at finde en ny og bedre erstatning

I slutningen af 1970’erne har der været arbejdet på at få CFC- gasserne forbudt på grund af deres ødelæggende virkning på ozonlaget. I 1974 offentliggjorde nogle forsker deres undersøgelser, her viste det sig at et af CFC-gassernes mest tiltalende kendetegn, som er deres kemiske inaktivitet. Det gør dem netop til de mest forurenende stoffer.