Cafe Smagløs

Året var 1997. Jeg sad som sædvanligt på cafe smagløs med min kaffe og stirrede livløst på den gule væg. Smagsløst. Ja, det var det. skrigende skingrende farver, der aldrig burde vises for det menneskelige øje, smilede ondskabsfuldt på en, imens man sad ydmyg på sin hyggelige kirsebærtræstol. Ja. Rummet var ikke en fryd at se på. Lidt moderne her. Noget ældgammelt der. I hjørnet stod en gammel mælkekværn, hvorfor, har jeg ingen anelse om, men den fik mig til at miste min appetit. Så, hver gang jeg tog på cafeen, prøvede jeg at undgå at se på den. Caféen var propfyldt med små ubetydelige genstande, lige fra små søm til mælkekander fra Schweiz. Men selv om den smagsløse indretning, var det egentlig meget hyggeligt. De forfærdelige vægge, de ubetydelige genstande og den gamle mælkekværn, var med til at skabe de hyggelige rammer, jeg tror det var grunden til, at jeg blev ved med at komme. Måske også komforten, ved at sidde på de fine kirsebærtræstole, havde en lille del i, at jeg blev ved med at komme på caféen. Jeg rørte rundt i min kaffe og drak en lille slurk. Jeg havde brug for lidt forandring, så jeg bestilte en ostemad. Den dag, havde været som alle andre dage i den sommer. Men der var noget specielt, der skete den dag, noget der ændrede mit liv. Da jeg var halvvejs i min ostemad, trådte hun ind af døren, den yndigste, flotteste, smukkeste pige jeg nogensinde havde set. Nej, hun var ikke en pige. Hun udstrålede en piges ungdom, men hun var en dame, det var tydeligt. Hendes sommerbrune ben, lyste hele den lille café op. Hendes kastanje brune hår viftede lokkende fra side til side. Hun analyserede hurtigt rummet med sine brune dådyrøjne. Jeg faldt i en pludselig koma, da vi i ca. et millisekund fik øjenkontakt. Hendes to veninder gik bag hende som tro hofdamer og rettede på hendes hår. Men de var kun hende jeg havde øje for. Hun var prinsessen. Hun satte sig ved bordet ved mælkekværnen. Jeg kunne ikke tage øjnene fra hende. Jeg havde det som om, at jeg havde set hende før. Men lige meget, hvor meget jeg grublede, dukkede svaret ikke op. Jeg så forgabt på hende, da jeg pludselig opdagede, at en af hendes veninder stod lige foran mig. ’har begloeren et navn’? spurgte hun. Jeg fjernede blikket fra den smukke pige og så på veninden. ’Thomas’ svarede jeg ihærdigt. Veninden sagde at, veninden, som jeg så åbenlyst havde betragtet, hed Marie. Hun gav mig Maries telefonnummer og gik tilbage til Marie. Marie fnisede og daskede veninden stille på skulderen. De rejste sig alle op og gik ud af caféen. Jeg sad og lignede et spørgsmålstegn et stykke tid. Jeg havde ikke rigtig opfattet, hvad der lige var sket. Jeg kiggede ned på den serviet, jeg havde i hænderne. På den stod, Maries nr. jeg foldede det forsigtigt sammen og lagde det i min inderlomme i min jakke. Jeg lagde nogle penge på det søde, runde kirsebærtræsbord og gik fornøjet hjemad. Det blev efterår og jeg var på vej ud af døren. Jeg tog min jakke på. Pludselig kunne jeg mærke noget i min inderlomme. Jeg tog det op og opdagede servietten med nummeret. jeg kunne huske at jeg ikke ville ringet de første dage, efter jeg havde fået nummeret, for jeg ville ikke virke for desperat. Men nu var det jo et stykke tid siden. Så jeg besluttede mig, for at ringe. jeg kunne ikke huske, hvad jeg skulle, så jeg gik op i min lejlighed igen. Jeg kiggede grundigt efter på min telefon, at jeg tastede de rigtige tal ind. Telefonen ringede og jeg tog en dyb indånding. Jeg husker ikke, hvad vores samtale handlede om, men vi besluttede os i, hvert fald, for at mødes. Vi mødtes på rådhuspladsen. Dagen forløb sig med at gå rundt i byen. Jeg ved ikke om det var mørket og de flotte lys fra butikkerne eller den kolde dug fra himlen, der stille dalede ned, der fik Marie og jeg til at kysse, men det skete og vi besluttede os, for at mødes igen. Tiden gik og lige før vinter kom Marie og jeg sammen. Marie var alt for mig. Marie var min verden. Vi var meget forelsket. Vi var lykkelige. Vi forlovede os i år 1999. Jeg havde aldrig været så lykkelig. Marie havde heller aldrig været så lykkelig, fortalte hun mig hele tiden. Vi ventede barn i år 2000. Jeg husker, hvilken glæde jeg følte i mit hjerte, da Marie fortalte mig, at jeg skulle være far. Jeg var på lykkens rand. Alt var perfekt. En dag jeg kom hjem fra arbejde, havde jeg købt en kæmpe buket blomster til Marie. Men der var noget, der ikke var som det skulle være. Marie var ikke hjemme. Det plejede hun ellers altid at være, på denne tid af døgnet. Pludselig ringede min mobil, jeg kendte ikke nummeret. Det var sygehuset. Damen i røret fortalte mig, at hun var ked af det, men at Marie havde været ude for et trafikuheld og var død. Jeg forstod det ikke. Jeg satte mig ind i bilen og kørte straks ned på sygehuset. Jeg løb igennem hele sygehuset. Jeg fandt ud af, hvor hun lå. Jeg gik hen til hendes seng. Hun havde at lagen over sit ansigt. Hun lignede en engel som hun lå der, sygeplejerskene havde allerede renset, det værste blod væk, men da jeg fjernede lagnet, kunne jeg se skræmmer og hudopskrabninger i hendes hoved. Jeg brød sammen. jeg holdte Marie tæt ind til mig. Alt var forbi! Jeg var ikke til stede til begravelsen. Jeg ville ikke se min elskede begraves i den kolde jord. Jeg forstod ikke, hvordan gud kunne tage noget så smukt, væk fra jorden. Jeg forstår det stadig ikke. Timerne blev til dage, dage blev til måneder og der er nu gået 2 år. Nu sidder jeg sidder på min sædvanlige plads på Café Smagløs. Jeg drikker min kaffe. Alt er som det var. Jeg har mistet alt, jeg har mistet min eneste ene og min eneste ene og jeg har mistet vores barn. Jeg er begyndt at bruge det meste af min tid på caféen. Det er et godt sted, til at tænke. Og jeg siger sjældent noget. Jeg tænker bare. Pludselig mærker jeg en hånd på min skulder. Jeg genkender hende, fra de lykkelige dage. Det er Maries veninde fra dengang Marie levede. Det var hende, der gav mig hendes nummer og nævnte hendes navn for mig første gang. Det var hendes skyld at Marie og jeg fandt sammen. Veninden sætter sig hos mig og vi snakker om alt.