Karen vågnede, da regnens første dråber ramte hendes vindue med små dystre plask. Tanken om, at hun skulle uden for i dag, gav hende kuldegysninger, og hårene på hendes arme rejste sig langsomt, og mindede hende straks om det pindsvin, hun havde passet, da hun var mindre. Den indskydelse gjorde hende helt sørgmodig. Det pindsvin havde betydet alt for hende som barn, men pludselig var familien blevet tvunget til at flytte pga. faderens arbejde, så hun skulle forlade Pjusketot; navnet hun efter lang tids betænksomhed havde valgt at give pindsvinet. Efter de var flyttet, var Karen sikker på, at hun aldrig nogensinde ville finde et væsen, hun kunne holde så meget af igen. – Det var selvfølgelig ikke sandt…
Imens Karen sad og tænkte tilbage på diverse minder, kunne hun mærke, at sulten begyndte at presse sig på. Hun plejede at sidde nede på caféen og få morgenmad ved denne tid. De ville vel også snart blive urolige, hvis der gik meget længere tid, inden hun troppede op. Derfor fandt hun hurtigt et præsentabelt sæt tøj, hun skyndte sig at hoppe i.
Hun boede lige oven over den lille hyggelige ”Café Smagløs”, hvor hun havde været fast stamkunde i 1½ år nu. Alle de ansatte på caféen kendte hendes navn og vidste, hvad hun skulle have, når hun bestilte det sædvanlige. Karen indtog stort set alle sine måltider på caféen, og havde efterhånden sit eget bord, der var reserveret til hvert måltid. Her sad hun så alene og spiste hver dag. – Kiggede og betragtede alle de forskellige typer, der langsomt, nærmest svævede forbi på fortovet uden for caféen.
Det er gratis at oprette en konto