Vi har ikke mindre tid, end vi havde for bare 10-20 år siden. Døgnets timer er ikke blevet færre. Dog synes tiden at blive mere og mere knap for den almene person i den vestlige verden. Stress er blevet en højere og højere faktor i dagligdagen såvel hos voksne som hos unge. Fra morgen til aften kan man se travle mennesker fare fra destination A til B med hurtige skridt kun få km/t fra at lunte. Selv med dette som en realitet skal vi stadig æde nyheder i os. Vi har stadig en tørst efter hele tiden at være opdateret med, hvad der foregår rundtomkring i verden. Om det er en flodbølge i Taiwan, eller om Ståle Solbakken træder af trænerstolen i FCK, har vi som mennesker en hunger efter nyheder. Engang tyggede og fordøjede man nyhederne i en lænestol i ro, mens et bornholmerur langsomt tikkede sig vej til klokken 10. I dag skal nyhederne bringes i en fart, gerne i de 13 minutter og 34 sekunder det tager at komme med metroen fra en københavnsk forstad til midtbyen, hvorefter nyhedsmediet kastes bort, og man fortsat kan haste videre til ens arbejdsplads. Det tog ikke aviserne lang tid at forstå, at dette var måden, man sank nyheder i dag; savlende uden at tygge, så inden kort tid startede gratisavis kampen. Dato, Metroexpress, JP Århus og Nyhedsavisen, var blandt andet, hvad man kunne finde i århusianske gader for kort tid siden, inden nogle af dem måtte bukke under for den brutale konkurrence. Aviserne tænkte jo, at hvis de kan få nogle af de unge til at gøre kendskab med deres navn i dag, vil de samme personer måske benytte sig at samme avisnavn senere i livet, når de skal abonnere for en avis, der blødt og smilende bliver lagt på dørtrinet hos kernefamilien, der med børn og hund sammen kan nyde formuleringer på katastrofer, død og ødelæggelser verden over.
Det er gratis at oprette en konto