Den danske historiker Henrik Jensen (f. 1947) er forfatter til teksten ”Offerstrategier”. Denne er et uddrag fra bogen ”Ofrets århundrede”, som er udgivet i år 2000. I denne tekst skriver Henrik Jensen om en offerstrategi som flittigt bliver brugt af medierne han mener, at det er en ny strategi. Han skriver om ansvar, han mener nemlig at alt for mange ikke påtager sig det ansvar man nu engang måtte. Men holder det vand, det som Henrik Jensen skriver? Er det virkelig rigtigt at der er sket en ændring med de nyere generationer? Melder vi pas og løber fra vores ansvar? Og synes vi at det er i orden?
Henrik Jensen skriver om den offerstrategi medierne anvender og dermed udstiller ofre på, en offerstrategi som han mener at samfundet har taget til sig hvilket gælder lige fra smådrenge i fodboldklubben og professionelle fodboldspillere til landets beslutningstagere i ministerierne. Denne ændring undrer Henrik Jensen for sådan har det ikke været for få generationer siden. Den udviklede strategi han snakker om er når såkaldt almindelige mennesker indfanges i mediernes rastløse og umættelige søgelys hvor ”belønningen” er en forbigående opmærksomhed på nogle få minutter. Henrik Jensen sætter et stort spørgsmålstegn ved idéen om, at sidde foran fjernsynet og se og høre på klynkende menneskers, nej, ofres private historier, som er lige fra skilsmisser til fejlbehandling på hospitalet. Han forstår ikke, hvorfor man skal høre på disse ofres historier, deres pointe er jo den samme, det er ikke deres skyld, det er de andres. Henrik Jensen mener, at folk skulle tage mere ansvar for deres egne handlinger. Henrik Jensen nævner også måden, vi betragter individet på i dag, der er så mange ydre faktorer som spiller ind og dermed har årsager og skyld det med at blive gemt væk, vi hører aldrig hele historien. Kunne man have et ansvar selv? Henrik Jensen mener ikke kun at denne strategi er inden for medieverdenen, han skriver også om fodbold. Mange kender til det fænomen, hvor en fodboldspiller kaster sig ned på jorden og ser ud som om, at han slår sig afsindigt, men ser man seancen i den langsomme gengivelse, bliver han slet ikke rørt af modspilleren. Hvis man bare er i stand til at overbevise dommeren om, at voldsmanden på det andet hold er årsag til ens smerte, er det fuldt ud legitimt. Henrik Jensen påstår, at fodboldspillere bliver oplært til denne strategi – nu er det altså professionelt at være offer. Henrik Jensen skriver også om politikere, landets beslutningstagere, de er, som han skriver mennesker omkring et magtcentrum og nu er det pludselig også fuldt ud legitimt for dem at komme med en udtalelse som: ”Jeg påtager mig naturligvis principielt ansvaret for hvad der er foregået i mit ministerium, men jeg er jo kun et menneske, og ingen kan vel for alvor forvente af mig, at jeg skulle kunne følge med i (og dermed være egentlig ansvarlig for) alt hvad der sker!” (side 8 linje 78-84) Her skriver Henrik Jensen igen om det manglende ansvar. Henrik Jensen mener, at ansvarsforflygtigende manøvrer tages for givet i offentligheden. Flere og flere melder pas og taber det personlige ansvar, og det er helt i orden.
Det er gratis at oprette en konto