Flyveren landede i den bagende sol, efter mange timer i de deprimerende fly stole. Jeg tog Marianne i hånden, og trådte ud. Jeg kunne mærke den tunge og fugtige luft, og solstrålerne prikke og svie ved mødet med min bare hud, lugten var helt anderledes, det lugtede eksotisk og friskt.
”Er du klar Marianne?” Spurgte jeg glad.
”Ja selvfølgelig” Udbrud hun med et stort smil.
Taxaen stod klar, som vi havde bedt om, så alt var godt. Vi nærmest sprang over imod taxaen, fordi vi var så utålmodige for at få ham at se. Taxaen lugtede også helt anderledes, den lugtede fugtigt og lidt klam, det var næsten ubehageligt, men det kunne ikke stoppe mit høje humør. Marianne sad og kiggede ud af den jordbefængte bilrude, hun så ikke lige frem glad ud, et helt tomt ansigtsudtryk.
”Er der noget galt skat?” Spurgte jeg nervøst. Hun gav et spjæt og vågnede nærmest af en trance, og svarede forvirret.
”Nej, selvfølgelig ikke Klaus, jeg er bare, åh, det er bare lidt meget det hele, sådan har du det vel også? Jeg tænker bare meget over, om det her er det rigtige at gøre?”
”Selvfølgelig har jeg det også sådan, det hører jo med? Det er ikke en let beslutning, men vi skal nok finde ud af det” svarede jeg beroligende. Et smil bredte sig over hendes ansigt, og jeg vidste at den ikke var helt gal. I takt med at vi nærmede os Bogota, hovedstaden af Colombia, steg spændingen i mig. Vi kørte ind i den store og travle by. Bilosen lå tungt i luften og alt var kaos, det hele lignede en stor myretue, der var boder og mennesker overalt. Vi drejede af, og fortsatte ind af en lille sidegade, og taxaen stoppede ved en stor betonbygning, med en meget rå facade. Et rustent skilt med bogstaverne ”Bogota Orfanatos” dinglede over indgangen. Jeg kunne se på Marianne, at hun også var lidt skræmt over dette første indtryk. En stor sort kvinde i blå kittel trådte frem i døråbningen og viftede os ind, jeg kiggede hurtigt på Marianne, og vi begyndte at vandre imod vores største øjeblik i vores forhold – måske. Det var næsten en klimaforandring at komme indenfor, der var nemlig aircondition på fuldtryk. Der var glade børn overalt, der var store og små, nogle stadig i barnevogn og andre på cykel, der var en fantastisk stemning, selvom huset var så faldefærdigt, at det ingen gang ville få lov til at stå et sted i Jylland, uden at blive revet ned. Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere, jeg kunne lige så stille begynde at mærke, at det her er sgu rigtig nok, det er ikke bare en drøm som jeg har haft så uendeligt længe, nej, det sker rigtigt. Den store kvinde viste os ind i et lille rum, hvor der over i hjørnet stod en lille barnestol, hvor en stor hvid dyne dækkede for væsnet under. Vi kom helt tæt på, og jeg hviskede
Det er gratis at oprette en konto