For mig er tid et timeglas, der løber ud. Det er Salvador Dalis billede med de smeltede ure. Tid er for lidt siden, nu og snart. Det er dengang og langt fremme. Kort sagt er tid altid. Den har været her i en uendelighed, eller også har den aldrig eksisteret, før vi navngav den. I hvert fald opstod tid i tidernes morgen, hvornår det så end var. Vi kan ikke styre tiden, så i stedet forsøger vi at have styr på den. For at gøre det nemmere har vi bestemt, at tiden kommer i en bestemt rytme. Derefter har man opdelt den i portioner med forskellige navne og rytmer. Det er de portioner, som vi kalder sekunder, minutter og timer. Det hele hænger sammen og danner en slags uendelig kæde, som jeg tror hele tiden bliver længere. Ud fra den kæde kan vi koordinere vores hverdag og holde styr på både fremtid og datid. Nogle gange forestiller jeg mig, at tid er ligesom en luftart som svæver rundt omkring os. Men jeg kan hverken se, høre, føle, lugte eller smage tiden. Derfor er det svært, at skulle forholde sig til hvad det helt præcis er, specielt med vores logisk tænkende hjerner. Men måske kan vi alligevel se tiden, bare ikke i en koncentreret og fast udgave, men igennem os selv og verden. Det kan være at tid slet ikke er en selvstændig ting, men en lille del af alt og alle. Måske er den ikke omkring os som en luftart, men indeni os og i de ting vi er omgivet af. Hvordan kan en solsikke ellers vokse fra en lille spire til en meterhøj plante? Ville alt ellers ikke bare gå i stå?
Det er gratis at oprette en konto