Jeg sidder ved bænken en junimorgen. En ugleunge flagrer væk fra det gamle bøgetræ ved skovstien og i skjul i den nærtstående granskov. To andre følger efter. Bøgetræets blade bevæges af morgenvinden. En hejre forstyrres og flyver tyst op fra bækken og fjerner sig med langsomme vingeslag over engen. En fugl synger, en blomst åbner sig og et blad rammes af solen. Ubetydelige hændelser i et langt liv? Ingenting? Ligegyldigt? Nej, vel? Det er en gave, og den gave rummer fragmenter til det livsbillede, som først er færdigskabt i sekundet, hvor vi dør. Hvorfor uglen, hvorfor hejren, hvorfor det uventede møde med mennesket, vi ikke vidste eksisterede, og som dog betød noget for os, og vi for ham eller hende. Mødet som løftede os ud af hverdagen og som viste, at der stadig er grund til forventning. Det viste, at vi skal turde lade os løfte. Det gode liv rummer disse møder. Og hvorfor det uventede strejf af lykke, den stædige følelse af samhørighed med de, der blev MIN familie, både de nulevende, men også dem som har været, og dem som vil komme når jeg er væk? Tanken om denne lange livskæde, som jeg er et enkelt led af, er god. Trygheden ved venners opmærksomhed, men også roen ved at være alene, som ikke er ensomhed, glæder. At have det godt med mig selv, men samtidig vide, at venners omsorg er inde for rækkevidde. Det gode liv er disse strejf af lykke.
Det er gratis at oprette en konto