Begravelse

Der var en sørgelig stemning i bilen, den blev mere og mere trykket jo tættere vi nærmede os kirken. Mor kunne næsten ikke sige noget uden hendes stemme knækkede. Egentlig minder det mig om den gang hvor: Vi var på bilferie til Italien, men mor var ikke ved at græde, men hver gang hun åbnede munden knækkede hendes stemme og fyldtes med latter. Vi sad fast på motorvejen i Sydtyskland på 3. time, det ville normalt have føltes som en evighed, men fordi vi havde leget lege og spillet bold sammen med nogle fra en anden bil, ude på kørebanen, var tiden næsten fløjet af sted. Grunden til mor havde grined så meget var fordi vi i bilen havde fortalt vittigheder, og hun, ja hende der er død, kunne så mange jokes. Hver gang hun havde fortalt en joke, grinte hun også selv med sit helt særlige grin, som man altid kunne kende hende på – og det stoppede sjældent før efter ti minutter. Mor havde synes det var så sjovt at hun heller ikke kunne stoppe med at grine. Far og jeg grinte også, hele bilen var et stort rum af lykke og glæde! Det var langt fra lykke da jeg vågnede fra min dagdrøm, om Italiensturen, da vi nåede kirken. Jeg havde været til begravelse før, men det var snart ved at være længe siden. Og det her kunne på ingen måde blive det samme! Dengang havde det været min oldemor, som jeg kun havde mødt én gang, så for mig betød hun ikke så meget. Jeg havde hverken grædt eller følt mig særlig trist til mode. I min underbevidsthed var jeg rigtig ked af det, men nok mest fordi de voksne græd, og jeg vidste det var et familiemedlem der var dødt. Intet var det samme, som jeg allerede havde forudset. Hver gang jeg tog et skrid hen mod kirken, fra bilen, med mor i den ene hånd og far i den, fik jeg det mere og mere underligt. Jeg fik flere og flere tårer i øjnene, og min mave træk sig sammen. Selvom jeg var stor, fik jeg sådan lyst til at græde! Da vi tråde ind i kirken var vi de første, og præsten kom hen og gav os hånden. Han spurgte om vi var klar til at ligge hende i jorden, og han vidste hun var okay ”deroppe”. Den sætning fik mor til at græde, så far tog hende om skulderen og mig i hånden, og vi sætte os op på vores pladser. Mormor, Morfar og Farfar kom og satte sig ved os, og de var uden tvivl også rigtig kede af det! At sidde og se på ens familie græde er noget af det der gør mest ond ved en begravelse. Ved oldemors begravelse var jeg ikke gammel nok til at forstå hvorfor man græd så meget. Det var ikke noget jeg som sådan opfattede, de græd bare. At være en del af dem der græder under hele begravelsen var forfærdeligt! Jeg havde aldrig i mit liv troet jeg kunne græde så meget. Det var som om der var kommet en dæmon som havde taget en kæmpe hammer og knust hele mit hjerte, og oven i det havde smadret min styrke med slaget også. Mit hjerte var knust, jeg måtte flere gange kigge ned på gulvet for at se som det var knust i virkeligheden. Den følelse var så ægte, og det skar i hele kroppen. Far havde holdt mig ind til ham da jeg græd allermest. Han havde også grædt, men ikke højlydt, tårerne var bare faldet stille og roligt. Mor havde også ligget inde ved ham al tiden i kirken. b